Arbejdssøgende

Jeg er nyuddannet og jobsøgende.

Helt generelt er det en meget “særlig” oplevelse at gå fra at være studerende, med eksamen ret forude som bjerget der skal bestiges. Nå toppen, få glasset med champagne og “tillykke her er din belønning! – Du er nu arbejdsløs”. Det er ingen overraskelse, selvfølgelig er det ikke det, men med alle de fordomme der er om arbejdsløse, og alle de krav og ubehageligheder der er lagt på ledige – alene med det formål at et skal være ubehageligt – opstår alligevel tanken, at det er underligt at skulle straffes for at gennemføre en uddannelse.

Jeg er i A-kasse, og når jeg sammenligner mit forløb med min brors da han blev arbejdsløs, kan jeg godt se at det gør en stor forskel. Så mens jeg trøster mig med at det kan være meget værre, skræmmer det mig alligevel at vi som samfund kan acceptere at behandle hinanden så grimt. Men det er et mere politisk emne jeg må overveje at tage op en anden dag.

Udover den generelle oplevelse i forbindelse med at skifte rolle i samfundet, kan jeg også se at jeg har nogle personlige ting der skiller sig ud. For det første er jeg ikke plaget af tomgangen, sådan som jeg hører flere af dem jeg møder sammen med oplever. Jeg føler ikke frustrationen over ikke at have noget at lave, at hverdagen bliver ulideligt lang og jeg ikke ved hvad jeg skal lave. Jeg har været sygemeldt og deltidssygemeldt af flere omgange gennem min uddannelse, og er ialt nået op på at lægge ca. to år og ti måneder oveni den tid uddannelsen er normeret til. Jeg har lært at udfylde min tid og holde mig meningsfyldt beskæftiget mens alle andre er på arbejde.

Det betyder ikke at jeg mangler motivation i forhold til at søge og finde arbejde. På ingen måde. Min motivation ligger bare andre steder. Fx er en af mine udfordringer, at jeg har rigtig svært ved at blive ved at tro på at jeg kan noget, at jeg er noget værd og at jeg har noget at tilbyde, når jeg ikke kan komme til at bruge det og bevise det. Det ville være så meget lettere at være et sted hvor jeg kan gøre en forskel, udrette noget, se nogle resultater og ikke mindst få noget feedback fra andre end mig selv.

Samtidig har mine sygemeldinger lært mig, at det kun er én der kan passe på mig – mig. Så mens jeg søger alt hvad jeg kan finde af bare nogenlunde realistiske stillinger, er det svært ikke at have en lille bekymret stemme i baghovedet der overvejer hvormange af de steder jeg faktisk ville trives. Ser man bort fra at jeg er særligt opmærksom på det, tror jeg dog ikke det adskiller sig fra alle andre. Og den eneste måde at finde ud af om man trives på en arbejdsplads er jo væd at være og arbejde der, så det lader jeg ikke holde mig tilbage.

Det er ikke sjovt at være “arbejdssøgende”. Jeg fik afslag på et job idag, efter at have været til samtale på det i fredags. Og selvom de var flinke og sagde en masse pæne ting, er det aldrig sjovt at blive valgt fra. Men jeg har ikke tid til at sunde mig over det eller bearbejde det, for jeg skal leve op til kravet om aktivitet i min joblog, og jeg har været ledig længe nok til at jeg er aktiveringsforpligtet, så hvis jeg ikke vil tvinges ud i noget kommunevalgt skal jeg finde en virksomhedspraktik selv asap.

En med-ledig fortalte mig forleden, at hun skammer sig over at fortælle bekendte at hun er arbejdsløs. Jeg har skammet mig så meget over at være sygemeldt, at jeg ikke kan mærke den skam endnu, men jeg tvivler ikke på at den også er det hos mig.

Jeg ville så gerne have plads til at lade min motivation gro, og finde det job hvor jeg og arbejdspladsen matcher og kan få mest mulig ud af hinanden. For jeg ER motiveret. Min motivation bliver bare kvalt gang på gang af pligtansøgninger, kvoter, fordomme og mistillid.

Jeg gør mit bedste for at være ok med at være arbejdsløs. Jeg vil rigtig gerne have et job så snart som mulig, ingen tvivl om det, men jeg gør mig også stor umage med at huske at et er ok at have overgangsperioder – fx efter endt uddannelse. Jeg keder mig ikke, men jeg længes efter at bryde vaner og ikke mindst tankemønstre.

Min pointe med denne blog var egentlig at forsøge at beskrive hvordan mine sygemeldinger under uddannelsen påvirker mig nu jeg har skiftet rolle, i forhold til hvordan jeg oplever andre arbejdssøgende håndtere ledighed. Jeg var ikke opmærksom på, hvor direkte påvirket jeg er af den førte politik på området. Det er jeg nu.

One thought on “Arbejdssøgende

  1. Jeg skrev noget langt og klogt om, at det er fjollet, at vi har et samfund, hvor man tvinger arbejdsløse til indholdsløse pligtansøgninger i stedet for at give os plads til at være til efter endt uddannelse fx, eller til at lave noget meningsfyldt, som ikke nødvendigvis er et 37 timers job inden for det, vi er uddannet. Men så kludrede jeg og blogger, og det forsvandt. Nu bliver det den korte udgave.

    Følelsen af, om ens uddannelse og ens kunne faktisk ER brugbar, den er ikke rar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *