Novelle: “Forventning”

Der var engang en smuk prinsesse der levede langt ude i en grøn skov. Hun levede af hvad de vilde dyr bragte hende og efterlod på hendes dørtrin, og hun huskede ikke at have mødt nogen andre mennesker, men havde stadig de yndigste manerer. Dyrene bragte hende alt hvad hun havde brug for; bær og frugter, vand og honning, druknede fugle og selvdøde vildsvineunger. For at beskæftige sig, byggede prinsessen en model af sit drømmeslot. Hun brugte knogler, fjer og træ som materialer.

Prinsessen boede alene og afskåret i mange mange år før endelig en dag en ung prins kom forbi. Han havde kæmpet med sin hest i flere dage, men den insisterede på at føre ham til prinsessens hytte. Da prinsen så hytten slap han tøjlerne, undskyldte til sin hest, og lod den føre ham roligt det sidste stykke til døren. Hesten knejsede stolt foran døren, rystede manen og vrinskede “Hvad sagde jeg!”. Prinsen fægtede uelegant nogle løse hår fra manen ud af ansigtet og lod sig dumpe af. Han landede tungt og ømmede sig, for han var ikke i træning til at ride så mange timer om dagen. Prinsen var den næstyngste af en søskendeflok på fem. Han havde været ude at ride en tur fordi han var træt af at høre sine søstre skændes om sko, men var faret vild, og så havde hesten pludselig opfanget en hvisken mellem træerne.

Prinsessen der aldrig havde set et menneske før kiggede nervøst ud af sprækken mellem gardinerne, men turde ikke åbne døren af frygt for at den fremmede ville hende ondt. Prinsen så sig forvirret omkring, men var ikke sikker på hvordan han burde gebærde sig i den aldeles uvante situation. Efter lidt tid mistede hesten tålmodigheden med ham, og skrabede med den ene forhov på døren. Prinsen blev så forbavset at han glemte at løfte fødderne da han vendte sig efter lyden, og satte sig pladask i græsset – hvor han ømmede sig noget mere. Prinsessen skyndte sig at udnytte hans ukampdygtighed, og åbnede døren med lårbenet af en kronhjort klar i den ene hånd. Med knoglen hævet klar til slag gik prinsessen langsomt frem mod prinsen. Hesten trådte et skridt tilbage og bukkede respektfuldt hovedet for hende.

Skridt for skridt kantede prinsessen sig nærmere den siddende mand. Endnu kiggede han ikke op, men sad bare træt og ked og stirrede ned i jorden. Pludselig løftede Prinsen hovedet, som om han havde hørt noget. Han så sig omkring, men rystede så let på hovedet og skændte stille på sig selv “Du hører syner fjols. Rejs dig nu op og find ud af hvordan du kommer hjem”. Prinsessen stivnede chokeret midt i et skridt. Han havde set lige på hende, men opførte sig som om hun ikke var der! Prinsessens medfødte royale stolthed betød at Prinsens opførsel fornærmede og forargede hende. Hun slap knoglen for at sætte hænderne på hofterne og stirre vredt på ham. Langsomt kom Prinsen på benene og børstede bukserne af. Da han drejede to gange rundt om sig selv, i et forsøg på at se om han havde mere græs på bagen, måtte Prinsessen bide sig i kinden for ikke at komme til at fnise. Hesten prustende misfornøjet over Prinsens manglende dannelse, og vippede med mulen mod den stadig stolt afventende Prinsesse mellem dem. Prinsen så forvirret på Hesten et øjeblik, og kiggede sig derpå lige så forvirret over skulderen mod skoven. “Ja, hjem. Hvis du gider gå den vej nu?”, var hans svar. I det øjeblik brød Prinsessen sammen. Hun hvirvlede om, for ind ad døren og kastede sig hulkende på sin seng. Igen ville hun blive alene.


Hesten vrinskede medfølende og forsøgte at følge Prinsessen ind i hytten, men var for stor til at komme gennem døren. Prinsen undrede sig, og forsøgte at få Hesten til at holde op med at ridse hans saddel. Først da han udbrød “Hvad er der dog derinde?” stoppede Hesten op og trak hovedet ud. Hesten trådte et skridt tilbage og gestikulerede til Prinsen at han skulle gå indenfor. Prinsen adlød tøvende, og kiggede forsigtigt ind af døren. Hytten havde ét rum, med et lille ildsted, et bord og en briks. Der var mørkt, for skodderne var lukket, så det tog lidt tid før han kunne se mere end det. Først da opdagede han en skikkelse på den smalle briks, og skyndte sig at bukke og sige pænt goddag. Skikkelsen reagerede ikke, og Prinsen gik forsigtigt tættere på, for at se bedre efter hvad det var. Ved benenden var et vindue, og Prinsen vristede de mørnede skodder fra hinanden for at lukke lyset ind. Synet der mødte ham, fik ham til at vakle baglæns af forbavselse, og han var nær væltet igen. På briksen, i den smukkeste kjole, så fin og ordenlig om kun en prinsesse kan være det, lå et perfekt skelet. Kun et lårben manglede. —


Jeg har ikke skrevet noveller i adskillige år, men igår sad en ven fanget i en ærgerlig situation og spurgte om jeg ville underholde ham lidt – historien her er derfor originalt skrevet som 15-20 små stumper over messenger, og startede egentlig bare som en joke.
Hver bid er improviseret, ulig hvordan jeg normalt skriver, så jeg synes det kunne være sjovt at høre hvad I synes om resultatet?

4 thoughts on “Novelle: “Forventning”

  1. jah, jeg synes, at det ender trist; at jeg til at starte med glæder mig sådan over, at der nu ER en prins til prinsessen og egentlig også omvendt.

    Men på den anden side: var den endt lyserødt, så havde historien alligevel måske ikke være lige så god; for din slutning giver en overraskende, aha-oplevelse, der faktisk rent historie-mæssigt er godt.

    Lidt et dilemma med mine følelser omkring historien.

  2. Det er sandt. Noget af det jeg synes er sjovt når jeg skriver noveller er netop det uventede og at åbne for en masse muligheder, spørgsmål og tolkninger. Hvis ikke du undrede dig eller var i dilemma, havde jeg ikke skrevet det godt nok 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *