Har du hørt om impostor syndrome?

Jeg har taget imod ros idag, i stedet for at affeje det. Det tog adskillige vejrtrækninger og falske starter, og blev stadig en smule halvhjeertet – men jeg gjorde det!

Bagefter ramte en bølge af tvivl og usikkerhed. Var rosen overhovedet ment, var svaret overmodigt eller arrogant, har jeg lov til at tage imod, hvis jeg ikke fortjener det.

Impostor syndrom, også kendt som Impostor-fænomen, eller bedragersyndrom, er et psykologisk mønster, hvor en person tvivler på vedkommendes egne bedrifter eller talenter, og har en vedholdende intern frygt for at blive afsløret som en “svindler. På trods af ekstern bevis for deres kompetence, er dem, som oplever dette fænomen, overbeviste om, at de er svindlere, og ikke fortjener det, de har opnået. Personer med impostor syndrom mener fejlagtigt, at deres succes kun er opnået på grund af held, eller at de har narret andre til at tro, at de er mere intelligente og kompetente end de i virkeligheden er.

Wikipedia

Rosen fik jeg for noget det var let for mig at lave, men svært for mig at dele – for hvis det er let føles det ikke som om det har nogen værdi. På den anden side, vil noget der er svært aldrig føles godt nok. Og ja, jeg kan godt analysere mig frem til, at jeg ikke anerkender, at ting måske føles lette, fordi det er noget jeg er god til – og at ting måske føles svære, fordi jeg stiller for høje krav til mig selv. Men som altid er der forskel på at vide noget, og hvordan det føles og opleves. Og jeg er ikke tankelæser, så jeg kan ikke få bekræftet om folk reelt mener hvad de siger, eller danne mig et indtryk af hvor let eller svært noget er for flertallet. Så tvivlen er svær at komme fuldstændigt til livs.

Vigtig pointe! Nej, jeg går ikke rundt og tror folk lyver for mig! Tvivlen er udelukkende i mig selv, og går oftest på at jeg må have fejlet i en social interaktion, misforstået eller fejlfortolket. Måske at de har misforstået eller ikke set det fulde billede, siden de har fået det indtryk at jeg fortjener anerkendelse.

Under evalueringen af et stort projekt for nogle år siden, afbrød en af mine venner da jeg fik ros, og sagde “Astrid, hør lige efter – vi mener det faktisk”. Jeg tror han var den første der satte ord på det. Jeg var ikke selv opmærksom på det før da – jeg var fuldt overbevist om, at folk omkring mig bare ikke opdagede mine mange fejl.

Selvom jeg er opmærksom på det nu, er det stadig rigtig svært at ændre på. Janteloven sidder dybt i mig. Så jeg har stadig svært ved at kalde mig selv god nok. Jeg går stadig og venter på at nogen “afslører mig”. Og jeg har stadig enormt svært ved at være i det, når nogen roser mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *