Jeg ved at jeg har nogle usunde relationer. Relationer hvor jeg bruger energi på at balancere i en sikkerhedsafstand, fordi jeg ved de kan gøre mig voldsomt ondt – og har gjort det. Ikke af ond vilje, men uvidenhed og uvilje til at tilpasse er mindst lige så farligt, for det tilføjer uforudsigelighed.

Jeg HADER alle de der “råd” om at skære negative relationer fra. De bliver altid serveret som om det bare er en beslutning man tager, og så er alt godt. På papiret eller et facebook meme er det sikkert fint, men virkeligheden er ikke så simpel, sort/hvid. Ikke min virkelighed i hvert fald.

Jeg er virkelig bange for at blive alene hvis jeg begynder at skære folk fra. Også de der hælder til negative. Plus det, at ingen relationer jo er rent negative eller positive. Jeg vil altid gerne tro det bedste om folk, og jeg tror reelt ikke at de har ment mig ondt når de har såret mig. Og så får jeg lyst til at forsøge at forklare dem mit perspektiv, så det måske kan undgås en anden gang. Men jeg ved ikke om de interesserede i at lære eller i stand til at forstå, eller jeg bare sætter mig selv i en situation hvor jeg risikerer at blive såret igen. Kan I se tankespiralen starte?

Jeg har RSD (Rejection Sensitivity Dysphoria) og traumer der betyder at jeg som standard ser mennesker som farlige. Nye relationer er super svære for mig, fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal komme i kontakt med folk, oplever tavshed/svartid som en afvisning, har svært ved at vurdere relationer og derfor ikke ved hvor tætte vi er/hvad jeg kan forvente, bliver bange for at være needy/pushy i relationen, og ofte ender med at trække mig for ikke at gøre mig selv sårbar.

Jeg har nogle få positive relationer. Og et par jeg tænker har potentiale, men stadig jævnligt bliver i tvivl om, og hvor jeg skal holde fast i mig selv for ikke at lægge afstand. Jeg savner den der relation som kender min hverdag og mine værdier, som ved hvad der foregår og ikke skal have hele forhistorien for at kunne bounce nogle tanker. Den der relation hvor jeg aldrig er bange for at være en belastning, når jeg har brug for at læne ind i et andet voksent nervesystem, for at få ro på mit eget, uanset hvad der har skubbet mig ud af balance.

Jeg ved arbejdet ligger hos mig. Men jeg aner ikke hvordan.

Ingen af de her tanker er nye for mig, de har ligget og ulmet længe. Min psykoedukator fik prikket hul på boblen for to uger siden, og siden har tankerne beslaglagt så mange skeer at jeg har været i overlevelsesmode. Jeg er i total vildrede, og håber desperat at psykoedukatoren også kan være med til at rydde lidt op igen, når vi har næste møde imorgen.