Min tillid til politiet har fået et knæk

Jeg har lige set Kiras (kiradechau, Instagram) story fra demonstrationen igår (fredag 14/5/21, mod Israels besættelse af Palestina), og er nødt til at formulere de her tanker.

Jeg har altid valgt at tro på, at politiet er her for vores skyld. At så længe man holder sig på den rigtige side af loven, har man intet at frygte – tvært imod. Jeg har godt vidst, at man ikke kan forvente samme standard af samtlige individer, og ved at der er adskillige eksempler hvor politiet er gået over grænsen – enten efter ordre eller fordi en situation er eskaleret. Det er mit udgangspunkt.

Måske derfor er jeg så chokeret over hvad Kira viste og fortalte. Én ting er at en sag altid har flere sider, men man kan ikke komme udenom, at politiet stod klar i fuldt gear og med tåregassen parat, omkring en fredelig demonstration fuld af familier. Da kanonslagene blev affyret var der tilsyneladende ingen af de uddannede beskyttere der tjekkede hvad der foresagede eksplosionerne eller sikrede sig at civilisterne var uskadte og sikre. Tvært imod reagerede man med uden varsel at skyde tåregas ind midt mellem børn og gamle, der netop havde fået samme forskrækkelse over bragene, og nu altså også skulle gasses.

Jeg forestiller mig at man skal være enten direkte ondsindet overfor gruppen af mennesker, eller heftigt oppumpet af adrenalin, for at handle så overilet og irrationelt. Som om politiet har hidset sig selv og hinanden så meget op, at de bare ventede på en undskyldning. Som om de i så høj grad forventede ballade, at det slet ikke faldt dem ind, at det kunne undgås.

Billederne af politifolk der tæver civile som forsøger at flygte eller dække for sig selv, troede jeg kun hørte til i Amerika. Jeg troede at vores danske politi var bedre uddannet og disciplineret. Jeg troede de prioriterede at nedtrappe konflikter, og da i hvert fald ikke udløse dem.

Jeg ved at der findes folk, som tager til demonstrationer i forventning om en kamp. Både nogle der mener de beskytter demonstranterne fra det grumme politi, og nogle der håber at starte balladen. Og der blev affyret kanonslag. Men da jeg gik i børnehave, lærte vi at der skal to til at starte en krig. Politiet kunne og skulle have håndteret det helt anderledes! I den her situation er de de voksne. De har magten – og dermed ansvaret.

Jeg græd da jeg hørte Kiras fortælling. Græd fordi min tro på demokratiet, og friheden til at sige sin mening og deltage i politik, fik et knæk. Græd fordi racismen har fået så frit løb, at dem der skal passe på os er blevet så bange for en del af befolkningen, at vi ikke længere trygt kan stole på at de gør deres arbejde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *