Fingernem Fredag #8: Hæklede terninger

For en håndfuld år siden hæklede jeg et terningsæt til nogle venners søn. Nogle år tidligere hæklede jeg et par bolde, konstrueret af tolv femkanter – ligesom en d12. Det lå lige til højrebenet, at Mælkebøtten også skulle have et sæt bløde, babyvenlige, terninge-efterlignende bolde. Han var trods alt til sit første bordrollespil som tre uger gammel – selvfølgelig skal der følges op på det!

Jeg lavede hans d6 og hans d20 først. Og så gik projektet i stå, af mange og glemte årsager. Nu har han forlængst fået styr på almindelige terninger, men jeg synes nu alligevel sættet skal færdiggøres. Ikke mindst fordi jeg tænker det kunne være sjovt at lave en lille e-bog med opskrifterne på babys terningesæt. Så for fjorten dage siden fandt jeg garn og noter frem igen, og nu er hans d4 og d8 også blevet færdige.

De første bolde og terninger jeg lavede, dem for nogle år siden, hæklede jeg frem og tilbage. Det gjorde det ret simpelt at tilpasse formen. Denne gang hækler jeg i spiraler, primært fordi jeg synes det er pænere. Det gør det lidt mere udfordrende at få formen til at passe, uden siderne buler. Særligt d10 grubler jeg over hvordan jeg skal få formet, men der må bare en masse afprøvning til. Og så kan jeg se, at der skal justeres lidt på størrelserne, for at sættet bliver harmonisk, så måske ender jeg med en del flere terninger end planlagt, før projektet er færdigt.

Jeg har allerede en testhækler – hvor heldig har man lov at være! Min notesbog er fuld af alle mulige hele og halve opskrifter, som jeg aldrig har fået gjort mere ved. Denne gang skal det være. Ordentligt og gennemarbejdet. Og med en tester klar, kan jeg ikke bare slippe det uden videre – det giver motivation på den gode måde. Forhåbentlig åbner det også op for at få gjort noget mere med resten, hvis – når – denne lykkes.

Min e-bog kommer til at koste penge. Jeg ved ikke hvormeget endnu, og jeg ved ikke hvordan eller hvor jeg vil sælge den. Det må jeg finde ud af undervejs. Endnu er der stadig to terninger der skal knækkes, og justeringer der skal på plads. Opskrifter der skal formuleres, og formuleringer der skal testes. Billeder der skal tages, og opsætninger der skal optimeres. Der er tid nok til at spekulere over de kedelige detaljer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *