FF #7 Koldhævede spinatboller

Mens resten af landet legede med surdej (det føltes sådan, gjorde det ikke?), eksperimenterede jeg med koldhævede frokostboller. Det passer bare bedre til vore hverdag som den ser ud lige nu, selvom jeg sagtens kan følge fascinationen af surdej. Det må blive når Mælkebøtten også kan sætte pris på processen.

Koldhævning er genialt herhjemme, fordi det tager to gange ti minutter, og sagtens tåler at tidsplanen mellem de to skrider markant. Det kræver lidt planlægning, men kun til aftenen i forvejen, og svipser det kan opskriften let konverteres til almindelig lun hævning. Derudover er det en absolut bonus for mig, ikke at være nødt til at have hænderne i dejen, så jeg hele tiden let kan hjælpe et lille barn ved siden af.

Vi har testet adskillige kombinationer og varianter. Jeg bruger rigtig ofte grundopskriften som udgangspunkt til at få brugt hvad jeg ellers lige har, så det ikke går til spilde. Peberfrugter, bananer, kærnemælk, ymer, kerneblandinger, æbler, kartofler, brændenælder mv. Favoritten herhjemme er blevet spinatbollerne, og det er dem vi vender tilbage til hvis der ikke lige er noget oplagt, så de er udgangspunktet for dette første forsøg på en nedskrivning af fremgangsmåden.

Opskrift

  • 2,5 dl vandhanekoldt vand
  • 1/5-1/4 pk gær
  • 1/2 spsk. sukker eller en klat honning
  • 1/2-1 tsk. salt
  • 1 dl olie
  • 2,5 dl havregryn
  • hakket spinat eller andet spændende (fx 4-5 blokke fra frost)
  • ca. 5 dl mel

Dejen skal være vådere end en lunt hævet dej. Jeg holder, når den begynder at kunne “holde formen”, men stadig synker lidt sammen. Mængden af mel afhænger meget af hvad der er puttet i som “spændende”. Saml evt. dejen midt i skålen, dæk over, og sæt den i køleskabet natten over eller 12-16 timer.

Forvarm ovnen til 200 gr. varmluft. Sæt bollerne på plader med en ske, uden at mosle mere med den end højest nødvendigt, så luften bliver i dejen. Bag 12-15 min, afhængig af størrelse. Jeg plejer at få 14-16 boller af opskriften.

Bollerne egner sig fortrinligt til at blive frosset. Jeg varmer dem gerne lidt når jeg har taget dem op, og så er det nærmest som at have nybagte boller hver dag.

Alternativer

Der kan med lethed tilsættes ekstra kerner, fuldkornsmel eller andet i bollerne, hvis man gerne vil have mere gods i dem. I så fald har jeg gode erfaringer med også at give et æg, for at få en lækker krumme der hænger godt sammen.

Er du mere til brød end boller, så hæld dejen i brødforme umiddelbart efter den er rørt, og sæt formene i køleskabet. Beregn lidt længere bagetid, alt efter formenes størrelse. Jeg plejer at fordele i to forme og bage 20-25 min.

Bruger du banan eller andet mere sødt i stedet for spinat, kan du holde lidt igen med sukkeret. Ligeledes kan der være brug for lidt mere sødme, hvis du bruger surmælksprodukter eller lignende. Når jeg har brugt kærnemælk eller andet flydende, har jeg byttet det ud med vand i opskriften, for at holde nogenlunde samme mængde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *