For omtrent 5-6 år siden, havde jeg det rigtig rigtig skidt. Jeg skriver omtrent, fordi min tidsfornemmelse og hukommelse i den periode var helt ødelagt, så jeg skal slå op i gamle kalendere eller finde specifikke begivenheder at sammenholde med, for at finde ud af hvornår hvad skete. Så vidt jeg ved har jeg aldrig fået en diagnose, men bedste bud er angst og depression. Og det er slet ikke det jeg egentlig vil skrive om, men det er baggrunden for det.

En psykolog hjalp mig afdække, at mine udfordringer i høj grad hang (og hænger) sammen med lavt selvværd. Og i direkte sammenhæng med det, kom meget af det til udtryk som voldsom selvkritik, tvivl, og manglende tro på at jeg kunne være ønsket af andre.

Jeg var ikke let at leve med i den periode hvor det var værst. En ven fortalte mig direkte, at det føltes som om jeg ikke troede på hvad han sagde, når jeg blev ved at søge bekræftelse af vores venskab. Mens jeg for min part desperat forsøgte at overdøve dæmonerne, som konstant forsøgte at forvrænge og fejlfortolke hans ord, for at fodre min tvivl.

På et tidspunkt opdagede jeg, at fysisk kontakt kunne bypasse dæmonerne. De havde ingen argumenter der kunne modsige oxytocinen frigivet ved et kram. Tilknytningshormonet gav min hjerne en bekræftelse af venskab og værd, som ord ikke kunne.

Min daværende omgangskreds tog heldigvis rigtig godt imod det, og selv de mest akavede nørder imellem, tilbød mig kram hver gang vi mødtes. Det virkede. Jeg var stadig grumt i stykker, men jeg troede på at der var folk der ville mig, og at det var ok at være mig.

Jeg har fået det meget bedre siden. Jeg troede jeg havde det rigtig godt, før jeg blev gravid, og så blev jeg mor og fik det endnu bedre. Derfor har jeg i adskillige år ikke skænket betydningen af kram en tanke. Indtil for et par dage siden, da det pludselig gik op for mig, at de manglende kram det sidste års tid, meget vel kan være med til, at forværre mine reaktioner på enhver tvivl eller konfrontation nu.

I forhold til mange andre, har jeg fungeret godt med begrænsningerne som følge af Corona. Jeg er temmelig introvert, og med M hjemme har jeg både kropskontakt og noget at tage mig til. Men varigheden og vinteren med mørke og ekstra strikse restriktioner har alligevel tærret på mig, og jeg mærker små advarselslamper tænde som reaktion på ensomhed og tvivl. Jeg mangler mine kram. Jeg mangler mine små fysiske bekræftelser.

Jeg kan mærke at jeg trækker mig, fordi jeg bliver i tvivl om om jeg er velkommen. Jeg kan mærke at hvert lille sammenstød puster til gløderne af frygten for at blive udstødt af fællesskabet. Jeg kæmper for at holde fast i de ting jeg har lært de seneste år; om mit eget værd, mine grænser, mine behov, mine styrker. Men det trækker i mig for at kaste det overbord og lægge min energi i at forsøge at please mig til en plads “ved de stores bord”.

Uden bekræftelsen, føles det som om jeg skal vælge imellem at passe på mig selv og være ensom, eller ofre mig selv for at være en del af fællesskabet. Jeg ved det ikke er sandt. Min fornuft er godt klar over det ikke hænger sådan sammen. Og det er da også sat på spidsen her, for at forklare på en måde der forhåbentlig giver mening. Men følelsen er der. Og følelser kan ikke bare sådan slukkes, selvom fornuften ved bedre.

Jeg trækker vejret. Jeg tæller dagene. Jeg rækker ud og passer på mig selv og giver mig selv plads og minder mig om hvor sej jeg er. Og jeg glæder mig til kram!