Jeg øver mig. Åh hvor jeg øver mig! Øver mig i at jeg gerne må sige fra når noget er ubehageligt, øver mig i at den gode stemning ikke er mit ansvar, øver mig i at det er okay at gå glip, øver mig i ikke at bebrejde mig selv, øver mig i at være mere mod mig selv som jeg er mod andre. Jeg fejler, og jeg falder i, og jeg kæmper og græder og ryster af angst over om det jeg gør er rigtigt. Om jeg virkelig har lov til at kræve at blive behandlet ordentligt – både af andre og af mig selv.

Det lyder så simpelt! Men er det virkelig ikke i virkeligheden. Én ting er arbejdet med mig selv. Med mit eget knækkede selvværd, som er roden til det meste jeg kæmper og har kæmpet med. Med det børnesyn og den kultur jeg er vokset op i, hvor man uintentionelt har lært mig, at mine følelser og grænser ikke er relevante. Hvor jeg har lært at please for at have bare en lille chance for at få lov at være en del af fællesskabet. For at overleve – for sådan føles det!

Oveni det kommer mine omgivelser. Min omgangskreds. Særligt en gruppe der ligesom mig kan halte lidt på det sociale, og helst holder lidt afstand. En gruppe hvor flere hverken forstår eller har kompetencerne til at forstå. En gruppe der er vokset op i samme kultur. En gruppe hvor nogle både direkte og indirekte “bekræfter” mine tanker om at ansvaret for stemningen er mit, at jeg ikke har lov til at sige fra, at min smerte er selvforskyldt, at jeg ikke fortjener deres respekt eller betænksomhed.

En gruppe jeg er bange for at holde op med at please, fordi jeg ikke vil udstødes af fællesskabet, men som jeg samtidig begynder at erkende er rigtig hård for mig at forsøge at fungere i.

Som det står her, sort på hvidt, virker løsningen så indlysende. “Lad dog være! – Drop de idioter!”. Men de er jo netop ikke idioter. De er rare, velmenende mennesker, fanget i samme kulturelle lortemønster som mig. Det er ikke en undskyldning. Og det er ikke grund nok til at jeg skal gå på kompromis med mig selv. Ligesom det ikke ville være en straf for dem, hvis jeg trak mig. Til gengæld er bare tanken rigelig til at provokere min ensomhed voldsomt. Og det hjælper helt sikkert ikke, at jeg “endelig” er ramt af hyttekuller.

Venner bør ikke opgøres kvantitativt. Men mit selvværd fucker også med min tillid, så enhver kvalitativ vurdering risikerer både at fornærme venner og trigge mig selv.

I fire år -ish fik jeg det stødt bedre. Min Mælkebøtte hjalp mig kvantespring fremad, og har åbnet en helt ny verden af forståelse for min psyke og mine mønstre. Og corona-året 2020 har haft rigtig mange fordele for ham og mig. Men det har også tærret på mit stadig ikke helt vejrfaste mentale helbred. At nå nye erkendelser i kølvandet på den viden jeg har fået af at blive mor, samtidig med at bufferen er tyndslidt og de sociale relationer hænger i laser, er dårlig timing. Mildt sagt.

Jeg er i alarmberedskab. Jeg er i tvivl om hvad jeg skal og vil gøre, og jeg ved ikke hvornår jeg bliver nødt til at tage den beslutning. Men jeg kan mærke jeg ikke kan tåle at gå med det uafklaret. Jeg har brug for at gøre noget, og jeg har brug for at passe på mig selv. Det er bare ikke nær så nemt som det lyder, når man er programmeret til, at det at passe på sig selv først og fremmest kræver at man pleaser.

Og så tænker jeg på Kira, og på hendes kloge ord om at det ikke er ubetinget kærlighed, hvis det er noget man skal gøre sig fortjent til. Hun talte om forældre-barn-relationen, men jeg tænker at det til en vis grad også må gælde venskaber. At det ikke er et sandt venskab, hvis man er nødt til at gøre sig fortjent til det; tilpasse eller undertrykke sig selv, for at få det til at fungere. At gensidig respekt, omsorg for hinanden og ligeværd ikke kan være for meget at forlange. Og jeg tænker at det måske kan være et holdepunkt at arbejde videre fra.