Hjemmepasserland

Ind imellem støder jeg på en diskurs om, at hjemmepassere har pligt til at sørge for sund og varierende stimuli for deres børn. For mig virker det som et forsøg på at guilttrip’pe de der fravælger institutionerne, som snarere er udtryk for afsenderens dårlige samvittighed, end børnenes behov.

Det med stimulien skal jeg nok komme ind på, men først vil jeg lige dykke lidt ind i den kontekst der vedligeholder diskursen. Alene ordvalget “at fravælge institution”. Institutioner er et tilbud, og derfor noget vi har mulighed for at tilvælge. Men det sidder dybt i os, og i de fleste der har med området at gøre, at “det gør man da!”. Tag bare sundhedsplejersken der minder om at skrive op til dagpleje/vuggestue, i stedet for at spørge hvad familien tænker der skal ske efter endt barsel (måske ikke alle sp’er, men mange).

Dykker man ind i forestillingen om hvad denne stimuli skal være, bliver det for alvor “sjovt”. Det, rigtig mange vil beskrive er nemlig efterligninger af institutionsaktiviteter. Det er simpelthen det vi kæder sammen med børneliv og børns udvikling. Flere børn, legeplads, legetøj, og noget med kreative projekter i forbindelse med højtider. Men hvad nu hvis jeg påstår, at institutionsaktiviteterne er et forsøg på at efterligne hjemmeaktiviteter? At legetøjet er ufarlige efterligninger af voksenaktiviteter, som børnene ikke kan deltage i i en institution, men som giver nogle kundskaber vi stadig gerne vil have de får med?

Der er ingen der har deres børn hjemme, som ikke stimulerer dem. Ikke ret længe af gangen, i hvert fald. Understimulerede børn er ikke sjove at være sammen med, så de fleste der ønsker sig selv og deres børn en behagelig hverdag, vil hurtigt finde ud af hvad barnet har brug for for at trives. Om det er legegrupper, skovture, perleplader, legoklodser, eller hvad ved jeg.

Idag har Magne været VVS’er, kok, elektriker, dyrepasser, rengøringsassistent og fyrbøder. Og derudover har han læst bøger og leget med legetøj.

Vi har skiftet blandingsbatteriet til bruseren, kogt risengrød, skilt en lampe ad, passet hønsene og kattene, vasket lampeskærm og vasket op, hentet brænde, tændt op i brændeovnen og holdt den igang. Og jeg mener virkelig “vi”, når jeg skriver det. Magne har pustet i blandingsbatteriet, for at tjekke om hanen var lukket, fundet hovedhanen og slukket for vandet, hentet svensknøglen, tjekket pakningerne, båret vand over til vasken, fået våde sokker, testet bruseren… Han har rørt i gryden, samlet æggene, ordnet kattebakke, skuret skåle og bestik (og blevet våd på maven), gnubbet flueklatter af lampen (og fået våde bukser), krøllet aviser, kaldt på mig når ilden vat brændt ned til gløder, og åbnet så jeg kunne fyre. Og mange flere ting.

Jeg har ikke sørget for at min (underforstået “stakkels”) hjemmepassede dreng kom ud og blev ordentligt stimuleret idag. Vi har ikke leget med jævnaldrende på en fancy legeplads. Og det er jeg ikke det mindste bekymret over. For vi har haft en fantastisk dag, hvor jeg har fået tjekket en masse af på min liste, og han har haft en fest over at være med til meningsfyldte aktiviteter.

Imorgen kan det være vi lægger puslespil og tegner og bygger høje tårne og vælter dem igen. Og senere på ugen kan det være vi ta’r ud til en legekammerat. En af dagene skal vi også i haven og være gartnere. Det kommer helt an på hvad vi har lyst til – for vi er kun os to, så vi har plads til at mærke efter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *