Nytår 2020/2021

Det er nat – nytårsnat. Klokken har lige rundet 2.00. Jeg ligger på en luftmadras hos mine forældre, med M sovende ved siden af.

Jeg har tænkt meget over det her nytår. Over alle de kommentarer der har været om hvor forfærdeligt 2020 har været, og hvor godt det bliver når det er slut. Blandt andet. Og jeg har det sgu lidt ambivalent med det.

Jeg kan godt følge tanken om en ny start – en anledning til at gøre status og foretager skrive valg, som måske er svære at tage eller implementere i den samlingerne hverdag. Men de ting der har været svære i 2020 er da fløjtende ligeglade med datoen, så håber om at slippe fri at det, klinger ret hult.

Jeg forsøger at skifte fokus. Forsøger at tage de briller på, der i stedet ser alt det gode der er sket i 2020. At børn har fået mere tid med deres forældre, at der er sparet enormt på blandt andet transport, og at det tydeligt kan måles på klimaet at farten blev sat ned. At mange har fået anledning til at genoverveje værdier og prioriteter.

Jeg har i løbet at året adskillige gange talt om, at det har været svært at forsøge at sparke en virksomhed igang, samtidig med at en pandemi raser. Men skal jeg være helt ærlig, passer timingen mig fint. Ja, min økonomi er helt til hundene, men jeg har en god opsparing og en skøn familie, og jeg klarer den.

Corona har været medvirkende til, at jeg har haft meget få kunder i min lille biks. Og til at jeg har syntes det var ekstra svært at reklamere for mig. Samtidig har det været en perfekt “undskyldning” for at køre lidt på halvt blus, det første år efter min officielle barsel.

Jeg har stor-nydt at have masser af frihed og tid med M. Og ja, jeg håber der kommer mere gang i firmaet, og ja, jeg kunne sagtens have fundet plads til adskillige ekstra kunder i kalenderen, uden det havde gjort noget. Men det er ok. Vi har det godt.

I det nye år, håber jeg at ses med andre mennesker lidt oftere. Det passer mig fint at holde det til nogle få – det har min indre tryghedsnarkoman det bedst med, pandemi eller ej. Nok er jeg introvert, men selv jeg kan få hyttekuller af at gå for længe uden andre at tale med end kattene, hønsene og en netop toårig der endnu kun bruger enkeltord.

Jeg håber på at bygge lidt på nogle venskaber, så jeg igen kan få ægte betroede venner. Hvis jeg da har haft det før. Jeg savner at have nogen jeg er tryg ved at dele usikkerhed og sårbarhed med. Jeg har ikke let ved tillid, eller ved at tillade mig selv den slags relationer, men jeg vil forsøge.

I et større perspektiv håber jeg at 2021 vil bringe endnu større fokus på (og erkendelse af), værdien af omsorg – både i sundhedssektoren, på børne- og ældreområderne – og vigtigheden af bæredygtighed, hvis der skal være en planet mennesker kan leve og trives på, til de næste generationer.

Selv, tror jeg jeg vil starte med at gå en tur med min søn. Så vil jeg invitere en forhåbentlig kommende god ven på besøg. Og mens vi venter på dem, vil jeg brainstorme og planlægge en lidt mere struktureret indsats for at markedsføre mit firma. Det bliver ikke alt sammen samme dag, men det er en start.

Godt nytår <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *