De fleste af os har både hørt, tænkt og sagt det. I flere variationer. Vores forældre sagde og siger det, vores pædagoger sagde og siger det, vores omgivelser sagde og siger det. Det er gentaget så mange gange, at det er naturligt at acceptere som sandt. Men hvis man stopper op og tænker over det, ligger der egentlig rigtig meget tolkning i den formulering, som ikke nødvendigvis passer.

At “få sin vilje” har for de fleste af os en meget negativ ladning. Formuleringen indikerer at det er upassende, til besvær, uhensigtsmæssigt. Så at bruge de ord, påvirker vores måde at reagere på gråden. Gråden bliver upassende, til besvær, uhensigtsmæssig. Det legitimere at ignorere eller affeje gråden. At forsøge at “træne” gråden væk. Men hvad hvis tolkningen er gal?

Hvis vi går et par skridt baglæns, betyder gråd “jeg er ked af det, jeg har brug for hjælp”. Ked af det kan der være mange grunde til; frygt, frustration, skuffelse, savn, sult, smerte. I mange situationer kan vi aflæse hvad det handler om, og afhjælpe hvis det er muligt. -Og “muligt” betyder altså, at barnet ikke nødvendigvis skal have lov, hver gang han bliver skuffet. Men det gør ikke følelsen af skuffelse og sorg mindre ægte!

Når børn græder, er det ALTID en måde at kommunikere brug for hjælp. Deres hjerner er ikke udviklede nok til at have skjulte motiver, deres overlevelsesinstinkter styrer størstedelen af showet. Man risikerer ikke at tiltrække rovdyr, uden en god grund. Børnenes bevidsthed er her og nu, og perspektivet er ikke meget større. Så det der for os voksne kan være ubetydelige små detaljer, kan nemt vække store følelser i børnene. Følelser som børnene har brug for hjælp til at være i, mærke og lære af, så perspektivet bliver større til næste gang. Følelser, som hvis de tysses væk eller kaldes forkerte, kan give et værre kludder i både perspektiv og opfattelsen af Verden.

Jeg kunne ønske mig, at vi øver os i at bekæmpe mistænkeliggørelsen og bebrejdelsen af børn – for at være børn. Dropper at beskrive dem som “hysteriske”, “manipulerende” eller at de vil “have deres vilje”. Og i stedet bruger formuleringer der minder os om at møde børnenes behov.

“Mit barn fortæller mig, hvis han har brug for et kram for at bearbejde en skuffelse”.
“Mit barn er dygtig til at kalde, når han har brug for min hjælp eller opmærksomhed”.
“Mit barn ved at jeg kommer når han har brug for mig, så han er ikke bange for at sige til – heller ikke når vi er ude”.