Jeg tog det her billede i formiddag, og det gør mig sgu lidt trist.

Til højre kører en landmand og sprøjter. Til venstre flyver en hejre væk. Ja I må tro på mig om hejren, for den blev for lille på billedet til at få øje på.

Senere idag kom en ny traktor og klippede kanten af åen, og ikke bare en bane langs marken, men helt nedad skråningen mod vandet.

Der er fantastisk natur her hvor vi bor. Mange gæster kommenterer på det. Men stille og roligt går det op for mig, at det vi ser ikke er “fantastisk natur” – det er potentialet for det. For alle markerne heromkring dyrkes af et stort konventionelt landbrug, og både åen, grøfterne, stier og alt andet der kommer i nærheden, må vige for at optimere udbyttet.

Bare det at den type landbrug stadig betegnes som “konventionelt” er hovedrystende. Konventionelt = rutinemæssigt, stereotypisk, som vi plejer, “normalt”. En lille sprog-“perle” der gør økobønderne og andre mere miljøansvarlige landmænd til de anderledes, særlige, dem der skiller sig ud og er i mindretal.

Fra nu af tror jeg at jeg vil kalde det forældet landbrug. Eller måske endda gift-landbrug. Med en tanke til de gange jeg har løbet rundt og smækket døre og vinduer i, for at redde mine tomatplanter fra dampene. Og så håber jeg – inderligt! – at hejren, uglerne, tudserne og firbenene vil holde ud, til den dag der bliver et ansvarligt landbrug herude ❤️