Søde, betænksomme mennesker har spurgt, om jeg er bekymret for om Magne vil udvikle gode sociale kompetencer, når jeg vælger at hjemmepasse ham. Mine egne sociale kompetencer halter på adskillige punkter, så jeg kan sagtens følge tanken. Men det er netop en af grundene til mit valg.

Jeg bebrejder ikke mine forældre, på ingen måde. Jeg ved ikke om der er en grund til at bebrejde dem – ingen kan sige hvordan verden ville se ud, hvis fortiden var anderledes, hvis jeg ikke var blevet passet ude fra jeg var fire mdr. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at de gjorde (og gør) deres bedste. Men jeg har mine udfordringer, og én af dem er, at jeg har sindssygt svært ved at stole på mennesker og relationer.

Viden om tilknytning og dens betydning har været tilgængelig længe, men er ikke almindeligt udbredt. Og selv blandt uddannede pædagoger florerer der stadig adskillige praksisser og “råd”, som kan være direkte skadelige for tilknytningen. Jeg er langt fra ekspert, men jeg har tænkt mig at gøre mit absolut bedste, med den viden jeg har samlet, for at styrke og vedligeholde tilknytningen mellem mig og Magne.

Og nej, jeg har ikke valgt pasning fra fordi jeg ikke har tillid til pædagogerne. Men at de dygtige pædagoger der findes, ikke har ressourcer til eller mulighed for at praktisere det essentielle omsorgsarbejde, er helt sikkert en medvirkende faktor.

Alle Magnes fremtidige relationer vil bygge på de erfaringer han har fra sin første relation. Mig. Og jeg er klar til at gå rigtig langt for ikke at gå på kompromis med den relation. Vi må gerne have konflikter, være uenige, han må gerne blive sur på mig. Men jeg stræber imod at han så sjældent som muligt oplever at jeg forlader ham eller ikke er der for ham. Han skal kunne stole på at jeg er der og passer på ham når han har brug for det. Tryg i at jeg kommer når han kalder, og lytter til og respekterer ham og hans behov.

Små børns største frygt er at blive forladt. De ved instinktivt at de er afhængige af deres omsorgspersoner for at overleve. At undlade at reagere når ens barn kalder – hvad end det er hjemme eller i institutionen – gør skade på tilknytningen. Skade det kræver målrettet arbejde at rette op på.

En anden af mine udfordringer i forhold til sociale kompetencer, er lavt selvværd. Det er seriøst svært at skabe eller vedligeholde en relation, når tanker som “Du er ikke velkommen”, “De er hellere fri for dig”, De gider ikke høre om dig” eller “Hvorfor går du ikke bare, så de kan more sig igen”, kører i baggrunden.

Selvværd grundlægges (ligesom alt andet) særligt i de første år. Og særligt i den omsorgsfulde, trygge relation til primære omsorgsperson. Blandt andet er den kognitive udvikling helt afhængig af berøring. Berøring som faciliterer dannelsen af forbindelser i hjernen, udløser oxytocin og øger mængden af oxytocinreceptorer. Sørger for at nervebaner og funktioner der sikrer sundhed, effektivitet, modstansdygtighed og mental velbefindenhed, fungerer optimalt.

Altså giver det for mig super god mening at Magne er hos mig, og får al den tryghed og alle de kram vi overhovedet kan klemme ud af hverdagen. Jeg tror på at det er det der er sundest for ham, og giver ham de bedste forudsætninger for et godt liv. Jeg dømmer ikke andre for at tage andre valg, men jeg håber de/I har taget dem velindformeret om konsekvenserne og de tiltag det kræver for at kompensere. Vi supper rundt i alt for meget adskillelsesretorik, der får mange til at tro de er nødt til at gå imod deres og deres børns instinkter. Som for eksempel ideen om, at børn lærer sociale kompetencer af at være sammen med jævnaldrende der heller ikke har sociale kompetencer.

Hvis man sætter uendeligt mange børn, i uendeligt mange rum, i uendeligt lang tid, vil nogle af dem spontant lære at tale engelsk.

Og skal vi så lige bryde myten om at hjemmepassede børn aldrig leger med andre børn, nu vi er igang? Bullshit! Der er ingenting der forhindrer os i at tage ud og mødes med andre! Ja, det er op til den enkelte at tage initiativ. Det er et ansvar. Men er det ikke på tide at forældre selv tager ansvar for deres børn, i stedet for at udlicitere det? Og har man ikke lyst til det ansvar, så lad være med at få børn. Kloden er rigeligt overbefolket som det er.