I stedet for at sove

Magne er lige faldet i søvn på mig på sofaen. Han havde godt vist tegn på at han var træt, og vi har haft nogle intense dage, så jeg var sådan set også selv godt stegt. Men jeg fik ikke rejst mig, og så boblede han pludselig. Og nu sidder jeg her. Lige ved siden af, med computeren på skødet.

Sove ville nok være godt, men mit hoved rumler af tanker. Jeg kan ikke rigtig få hoved eller hale på dem, og tænker egentlig de er et udtryk for min udmattethed. Der dukker lidt dårlig samvittighed op hist og her. Det gør der altid når mylderet tager fat. Ofte ting jeg er bange for jeg har glemt, ikke har fået nået, ikke synes jeg fik gjort godt nok. Får det frit spil bliver det full on selvbebrejdelse. Jeg er heldigvis blevet bedre til at stoppe det før det når så langt.

Gad vide om der er nogen der jævnligt når til bunds med deres personlige to-do-lister. Jeg kan ikke huske at have oplevet det. Der er altid et eller andet “mere” jeg kan eller godt kunne tænke mig at gøre. Noget vigtigere end andet. Praktiske ting der skal være styr på, ideer det kunne være fedt at føre ud i livet, tiltag jeg tænker kunne bringe noget godt med sig. Barn, hus, have, virksomhed, hobbyer. Nogle gange skriver jeg ned, for at få følelsen af overblik, og for at kunne prioritere uden at være bange for at overse eller glemme noget. Det er snart længe siden. Måske ville det være en god ide, for at kunne mane kaoset lidt til ro. Ikke at jeg tror listen er længere end den plejer. Det er ikke væsentligt.

Hvis omgivelserne, forudsætningerne, forventningerne skifter, så påvirker det også opgaven. Uanset om det er en opgave man har udført adskillige gange før. Nu bliver det filosofisk. Udgangspunktet var min egen oplevelse af hvordan samme opgave kan føles vidt forskellig fra gang til gang. Og den tanke ledte mig til at tænke på nogle af de forventninger vi har til børn. “Nej, jeg vil ikke hjælpe dig. Du kunne selv igår, så kan du også idag. ” For slet ikke at tale om alle de gange hvor vi ikke siger det højt. Måske ikke engang formulerer det for os selv. Bare bliver frustrerede over at barnet tilsyneladende udvikler sig “baglæns”.

Idag var det pludselig svært for mig at rejse mig op og gå i seng. Selvom både jeg og min søn var trætte. Selvom jeg vidste med min fornuft, at det ville være godt og smart at gøre. Og jeg kan ikke forklare hvorfor, udover “Jeg var for træt”. Men ikke for træt til at sidde her og skrible, mere eller mindre meningsfyldt. Det vil jeg notere mig til fremtidig brug. Ting der er lette én dag, er det ikke nødvendigvis en anden. Ikke for nogen af os.

Rammerne ændrer sig hele tiden. Det er en stor del af at de seneste dage har været så udmattende. Vi har været ude hos andre mennesker, og andre mennesker har været her. Ting vi er vant til at lave har pludselig været anderledes, og krævet mere energi end normalt, fordi der var andre og andet at tage hensyn til og være opmærksom på. Der er ikke noget galt i det. Det er bare en faktor at være opmærksom på, og tage med i planlægningen. Indlæg tid til restitution.

For min lille virksomhed, Barselsfys, virker rammerne totalt tågede for tiden. Jeg synes det er tæske svært at skulle starte forfra med at promovere mig selv, og samtidig vise at jeg har respekt for at vi stadig er i en pandemi, og at vi stadig skal passe på. Forsøge at råbe “se mig, køb mig”, uden det lyder som om jeg er ligeglad med den risiko det indebærer at mødes. Og skal jeg gøre opmærksom på, at Barselsfys er min eneste indtægt, og dermed eneste kilde til forsørgelse for mig og min søn – eller kommer det til at lyde mere tigger-agtigt end professionelt? De fleste eksempler jeg har set på det, ser ud til at have haft positiv effekt, men det føles… forkert?

Det føles sårbart at bevæge sig i. Jeg har ikke noget godt ry at falde tilbage på. Er kun i den spæde begyndelse af at opbygge et image. Og er virkelig bange for at træde ved siden af, og få et dårligt rygte, før jeg har haft en chance for at vise hvem jeg er. Ja, det er også en personlig udfordring for mig – frygten for hvad andre tænker om mig. Og det er ikke et urealistisk ønske om at alle skal kunne lide mig. Så måske er frygten overdrevet. Måske. Forhåbentlig.

Jeg vil gerne en hel masse! Sjovt nok er lysten til at gøre oftest størst, de dage hvor energien er mindst. Masser af ideer og drømmeprojekter står klar. Og når så energien endelig er der, og frygten er jagtet i baggrunden, så kommer perfektionismen. Og ja, jeg kan godt selv høre det. For fracks sake. Tror mit aller første projekt skal være at øve mig i bare at springe ud i det. Ikke gå og vente på at alting er i stilling. Beslutte at der ikke er noget galt i at komme med tilføjelser og justeringer efterfølgende.

Eller. Det må blive mit næst-første projekt. Aller-aller første må vist hellere være at gå i seng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *