Sorg er en svær størrelse. Uanset om man selv er i det, eller står overfor nogen der er. Sorgen i sig selv er én ting, men alle tankerne omkring det kan både forværre og forplumre. Oplevelsen af at der findes rigtige og forkerte måder at sørge. Tvivl, selvbebrejdelse, forvirring, skam, ensomhed, frustration, savn og håb.
Det kan være svært at vide hvordan man bedst interagerer med en man ved er i sorg. Finde ud af hvad man skal sige og gøre. De færreste af os er gode til at give tydeligt udtryk for vores følelser og behov. Det er vi blevet afvænnet fra vi var små – men det er en helt anden snak. Det er dog meget relevant hvordan det fører til, at vi afholder os fra at bede om hjælp, eller bare sige højt hvordan vi foretrækker andres hjælp. Mange har sågar svært ved at afvise uønskede former for hjælp. Og bevidstheden om at det forholder sig sådan, gør det lige så svært at stå på den anden side og gerne ville hjælpe, men ikke vide hvordan og være bange for at komme til at gøre ondt værre.
Jeg kunne sagtens flette en hurtig pointe om at vi skal blive bedre til at lytte til os selv, respektere vores egne behov, og turde sige det højt. Både til og fra. Og jeg håber håber det er den vej vi bevæger os. Der er i hvert fald kommet meget mere opmærksomhed på ikke at lære næste generation samme undertrykkende mønstre, og mange arbejder på selv at aflære de dele af deres opdragelse. Men det hjælper ikke nu og her.
Da jeg havde født Magne, og sorgen over at have mistet den fødsel jeg drømte om var frisk – da jeg stadig bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde kunnet beskytte ham fra sygehusjordemoderens overgreb – mødte jeg mange venlige og velmenende reaktioner. Folk ville mig det godt. Men kommentarer om at det bare var én fødselsdag ud af mange, at min søn var sund og rask, at jeg skulle nyde den dejlige baby i mine arme, hjalp ikke. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at man ville mig det bedste. Og rationelt vidste jeg godt at de havde ret. Men følelsen var, at de ikke havde hørt efter. At de affejede min oplevelse, min sorg, min skam og min frustration. Man ønskede så højt at hjælpe mig videre, at man ikke gav sig tid til at lytte og anerkende hvor ondt det det gjorde nu og her.
Jeg havde brug for at blive hørt, brug for at få bekræftet at det der var sket var unfair, og at jeg havde gjort alt hvad jeg kunne. Jeg havde egentlig ikke brug for særlig mange ord. Ikke brug for løsninger eller for at blive reddet. Bare hørt og anerkendt. Og ja, det er blevet lidt et “modeord”, det der anerkendelse, men der er god grund til at hype det, for vi er satme ikke ret gode til at stoppe op og give plads. Det kan være super at være løsningsorienteret og fremadstræbende, men det kan også blive for meget.
Sorg kan have mange former og årsager. Det kan komme til udtryk på mange måder, og en måde er ikke mere rigtig end en anden. Det kan dominere i kortere eller længere tid, og falme mere eller mindre med tiden. Og det er okay. Det ligger dybt i os, at følelser ikke skal have lov at råde, men sorg er ikke noget der skal løses!
Giv plads. Spørg. Lyt. Og vær dig selv! Ensomheden når ens nære er i tvivl, og derfor bliver akavede eller lægger afstand, hjælper ikke og bliver hurtigt en ond spiral. Indrøm din tvivl – vær den der tager hul på det, og siger højt at situationen er svær. Fortæl at du gerne vil hjælpe, men ikke ved hvordan. Lad være med at løse, dømme eller sammenligne – bare lyt og accepter.