Jeg møder jævnligt forskellige vinkler på det at være single i en kultur hvor det for mange er et mål ikke at være det. Mange singler oplever at der bliver kommenteret på deres status – medfølende, trøstende, hjælpsomt, fortrøstningsfuldt – uden hensyn til hvad deres egen indstilling til det er. “Den rigtige skal nok dukke op”, “Måske bliver det lettere at finde en hvis du…”, “Der er masser af fisk i havet”. Og selv når det ikke kommenteres direkte, kommer det til udtryk at man skal have en partner for at “passe ind”.
Engang var det et spørgsmål om overlevelse at være i et stabilt forhold. En mand og en kvinde til at lave nogle børn, hjælpes ad om at holde dem i live, og – for de heldige der blev gamle nok – have nogen til at passe på sig i alderdommen. Idag har vi lagt afstand ind alle vegne. Vi passer ikke vores egne børn, vi passer ikke vores egne forældre, vi betaler os fra at passe på hinanden. Forstå mig ret, grundlæggende er jeg vild med vores sociale sikkerhedsnet! Men så lad os da åbne øjnene for, at det også giver os frihed til at lave om på en masse andet!
Der er ingen grund til krampagtigt at holde fast i kernefamilien som ideal og succeskriterie for livet. Det er ikke i sig selv en meningsfuld sejr, at have været i et forhold med den samme person så lang tid som muligt – så hvorfor opfører vi os som om det er?
Jeg har intet imod det klassiske faste parforhold. Det kan være skønt at være i, og jeg er ikke blind for, at rigtig mange trives fantastisk i det! Men jeg stiller mig kritisk overfor den måde det behandles og omtales som om det er noget nær meningen med livet. Som om ingen er rigtig fuldendt hvis ikke de er i et forhold. Som om det er frygteligt tragisk når et forhold slutter – uanset hvordan. Ingen tvivl om at det kan være det, men lad os da for fanden se på den enkelte person og situation.
Så vidt jeg ved, er der ingen monogame primater i naturen. Lige nu kan jeg kun komme i tanke om eksempler på fugle, der er monogame. Historisk set, kan jeg godt se det har været super praktisk, at knytte folk sammen to og to – så er der ligesom styr på det, og ikke for mange enlige (hanner) der render rundt og skaber problemer. Personligt nåede jeg et punkt, hvor jeg havde svært ved at tro på “lykkeligt til deres dages ende”, for mit eget vedkommende. Til gengæld var jeg ikke et øjeblik i tvivl om at jeg ville være mor. Så valget for mig stod mellem at vente og håbe jeg fandt en mand der ville have børn med mig, for så sandsynligvis at ende med delebørn når vi gik fra hinanden. Eller få et barn alene, uden at vente, uden at skulle dele, uden at gå på kompromis med hvad jeg selv fandt realistisk for fremtiden. Det var ikke et svært valg.
Jeg har ikke fortrudt et øjeblik. Jeg synes det er pisse fedt at være solomor, og jeg trives rigtig godt med min single status. Jeg er vild med at leve i et samfund hvor jeg har mulighed for at tage det valg. Og jeg nyder at min solomor-status tager opmærksomheden, så jeg slipper for kommentarer på min single-status. Med mindre selvfølgelig jeg har stadfæstet min position som “anderledes” så grundigt, at jeg ville være sluppet uanset. We’ll never know. Men skulle vi ikke tage at give alle de andre singler en pause også? Træk vejret – overvej hvorfor det der skide forhold er så vigtigt at være i. Og hvis du når frem til at det er ubeskriveligt vigtigt for dig selv, så husk at det ikke betyder det nødvendigvis er vigtigt for andre.