Noget om tanker

Alle skriver om Covid-19 for tiden. Det er ikke så underligt, det fylder af gode grunde rigtig meget i alles hverdag. Og alligevel havde det egentlig fået mig til at tænke, at så ville jeg ikke skrive noget om det. Det startede to nye tankerækker.

Den ene konstaterede at det er mere end halvanden måned siden jeg sidst har lagt noget op – længe, selv for mig. Og jeg må erkende, at krisen påvirker mig mere end jeg har været villig til at indrømme. Jeg er introvert, jeg er hjemmepasser, jeg har gået sygemeldt, ledig og på barsel i betragtelige perioder, så dag til dag er det ikke så anderledes fra hvad jeg kender. Men stemningen, uvisheden, bevidstheden om begrænsningerne – for slet ikke at tale om bekymringerne om hvilke konsekvenser det får for min nyopstartede virksomhed, og dermed min økonomi. Av. De fylder og de dræner, uanset hvormeget jeg forsøger at ignorere dem, og bare acceptere ventetiden.

Den anden tankerække der blev udløst, handler om min ubevidste higen efter at skille mig ud. Ikke gøre som alle de andre. Jeg kom til at undre mig over, hvorfor jeg ikke kunne skrive noget der havde med Covid-19 at gøre, bare fordi andre gør det. Det føles som om jeg er bange for at blive kaldt efteraber eller medløber. Det føles som om jeg stadig kan høre mine klassekamerater sige, at de ikke vil have mig med, og jeg skal holde op med at lade som om jeg er med i legen.

Jeg tror jeg tidligere har kaldt det stolthed. Følelsen af ikke at ville være ligesom de andre. Men som jeg ser ordene formuleret her, kommer jeg til at spekulere over hvor tit jeg mon censurerer mig selv, i små forebyggende tiltag for at beskytte mig. Og jeg spekulerer over, hvorlænge jeg mon vil kunne blive ved at opdage den slags små situationer, hvor stemmerne og forsvarsstrategierne fra dengang stadig påvirker mig.

Flere steder har jeg for nylig mødt opfordringer til at behandle sig selv, som man ville behandle andre. Hvis sætningen ikke giver nogen mening for dig, har du sandsynligvis ikke brug for den. Jeg har brugt den nogle år, og har stadig jævnligt godt af at blive mindet om den. Uden “opsyn” kommer jeg let til at stille alt for store krav og forventninger til mig selv, og være voldsomt kritisk og bebrejdende når de urealistiske mål selvfølgelig ikke opnås. Hvis du har tendens til at være strengere ved dig selv end ved andre, er den hermed givet videre.

Helt urelateret skrev én jeg følger, at det kan være sundt at prøve at optage sig selv, eller skrive sine tanker ned, engang imellem, for at kunne høre/læse hvad der egentlig rumsterer. Og en anden skrev nogle forslag til hvordan man kan øve sig i at sige “fuck it” og være ligeglad med hvad andre tænker om én. Selvom jeg læste de to opslag kort efter hinanden, forstod jeg det som to vidt forskellige ting. Det er spøjst at følge den ene opfordring, og konstatere at der er direkte relation til den anden.

Jeg kan ikke gøre noget ved Covid-19. Jeg kan tage mine forholdsregler, følge anbefalingerne og gøre mit bedste for at passe på menneskerne omkring mig. Det føles ikke af meget, selvom jeg ved det gør en forskel i det store billede. Jeg kan og skal respektere, at når jeg føles træt er det ikke fordi jeg er fjollet eller er blevet doven af at gå hjemme. Det er fordi det er hårdere end forventet at fungere og være i verden lige nu. Og det er okay.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *