Fingernem Fredag #3

Jeg strikkede flere – og meget forskellige – veste, mens jeg ventede min Mælkebøtte. Alle selvopfundne, hvilket er overraskende udfordrende, når man endnu ikke har haft sin baby i hænderne. Okay, måske ikke så overraskende, men man er vel stædig. Så når beslutningen først er taget, om at lave den uden opskrift, så er det sådan det bliver!

Det er ikke svært at strikke en vest. Det bliver ikke meget mere simpelt. Men er man lidt perfektionistisk og/eller ambitiøs, og vælger at eneste hjælpemiddel skal være en købe-body at sammenligne størrelser med, så kan man godt svinge det op til et projekt. Og det gjorde jeg, og lavede som sagt en lille bunke meget forskellige veste til min kommende baby.

Størrelserne blev temmelig forskellige, mest fordi jeg hellere ville lave noget jeg måtte vente på at han kunne passe, end noget der var for småt. Og vente har jeg så gjort. Den største af dem, sidder stadig løst på ham. Til gengæld blev dem mindste brugt rigtig meget i hans første forår.

De sidste par uger har jeg tænkt, at vi egentlig rigtig godt kunne bruge nogle flere. De er skide gode over en langærmet body, uden at give flere ærmer der bliver dyppet i alt mulig. Han vokser heller ikke så stærkt mere, så de kan bruges noget længere. Og jeg har en noget bedre idé om hvilke design og proportioner der passer. All in all – jeg har lyst til at strikke flere!

Det giver ikke rigtig nogen mening, at første vest på pindene så blev en størrelse nyfødt. Det er ikke engang en fejl. Jeg har skrevet noter til samtlige veste. Og til hver eneste er der kommentarer om hvad jeg ville gøre anderledes eller rette til, hvis jeg laver flere. Denne gang laver jeg den mindste, stadig brugbare, vest først, og finder alt det jeg ikke nødvendigvis havde tænkt over på forhånd – og SÅ strikker jeg størrelse Mælkebøtte!

Jeg tænker at det også højner sandsynligheden for en opskrift der er brugbar for andre end mig. Så hvis du tænker det er interessant, er du som altid velkommen til at skrive! I skal selvfølgelig nok få den færdige vest at se – når den er færdig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *