Februar-blues

Jeg er træt… Sådan vinter-grå-og-ugidelig træt. Mine fingre var tæt på at fortsætte sætningen af sig selv, med “og bange”. Men det er vist ikke rigtig rigtigt. Jeg tror bare jeg er så godt og grundigt træt, at min angst ser sit snit til at rasle lidt med lænkerne.

Måske er det årstiden. Jeg har før haft vinterdepressioner – eller forværring af eksisterende depression om vinteren. Whatever. Sidste år var jeg i hormonrus henover de mørkeste måneder – hurra for decemberbaby! I år føles sært. Som om min krop ikke helt kan hitte ud af hvad vi er nået til. Men det er vel egentlig ikke så underligt, når naturen opfører sig som den gør.

Mælkebøtten har selvfølgelig bemærket min uoplagthed med det samme. Og naturligt nok, giver det ham behov for at få bekræftet at jeg er der, og er ok, og stadig passer på ham. Det spiller nok også ind at han har haft fornøjelsen af en gang influenza og to nye tænder. Jeg ved det giver mening, men det gør det sgu lidt svært at finde ro til at fixe egen energi.

Alt andet står stille og venter. Mit lille firma får ikke lagt indlæg op, eller reklameret for sig selv. Æbletræet i haven har stadig de sidste vandris. Og den der køkkenhave jeg drømmer om, bliver i hvert fald ikke en tidlig en af slagsen. Pyt. Jeg når det nok.

For slet ikke at tale om bloggen her. Den er tilsyneladende reduceret til sit oprindelige formål – skriveterapi. Jeg har mange ting at skulle finde ny balance i, selv uden at være frarøvet energien for tiden. Og for at være ærlig, er jeg sgu stolt af, at jeg kan finde ud af at prioritere mig og min søn, og menneskerne omkring os. Jeg er ikke så nervøs for resten. Det er der stadig, når jeg er klar igen.

Sove, spise, kramme min knægt, huske nok at drikke, nyde solen når den er der, og et stykke ninja-chokolade – I ved, det der man forsøger at spise i smug, så ungen ikke kræver at smage. Det er opskriften de her dage. Og det er fint. Basta.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *