December; du udfordrer

Der er mange grunde til at december er en udfordrende måned. Ikke kun for mig, men generelt. Og så tillader jeg mig alligevel at synes den er lidt ekstra udfordrende, lige for mig, lige i år. Den lille baby jeg fødte for ganske få uger siden, er fyldt et år i denne måned. Skal jeg være ærlig, har det ikke været helt så svært at rumme som jeg havde forventet, eller som det er diskursen at give udtryk for. Han er jo bare min lille Mælkebøtte, præcis som han skal være, og et tal og en dato ændrer ikke rigtig noget. Til gengæld prikker det til mit ambitionsniveau. Uanset hvor ufedt jeg synes det er, higer jeg stadig efter udefrakommende anerkendelse, og første fødselsdag og første “rigtige” jul er oplagte anledninger til at “præstere”. Det betyder at der er gået rigtig meget energi til at bearbejde forventninger og vurdere prioriteringer, og ikke mindst til at guide mit perspektiv i en anden retning. For jeg VIL ikke kæmpe for hvad andre tænker om mig, og slet ikke hvis det betyder prioriteringer der tager noget fra Mælkebøtten. December betyder også at min barsel slutter. Og det gør sgu ondt! Jeg har ikke et arbejde der står og venter på mig, så jeg kan (og har valgt) i høj grad selv bestemme tempoet, for min tilbagevenden til den “virkelige verden”. Hvis jeg kunne blev jeg gerne hjemme, og håbet er da også at finde en løsning hvor jeg kan justere min arbejdstid efter vores reelle forbrug, og få mest mulig tid hjemme. Det er voldsomt meget uvished og usikkerhed i den plan. Og jeg er rigtig dårlig til ikke at vide hvad der skal ske, og kunne forberede mig. Men alternativet er at aflevere min Mælkebøtte til nogle andre, og tage min plads i hamsterhjulet. Det fungerer måske for nogle, men det var ikke derfor jeg fik ham, og det er ikke den opvækst jeg vil give ham. Og sådan starter mit eventyr som selvstændig, i min hjemmebryggede tilnærmelse af hjemmepasning som solomor, efter nytår. Det er angstprovokerende og uforudsigeligt og føles som det mest rigtige jeg kan finde på. Kryds fingre for mig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *