Ud og hjem og ud igen

I kløerne på min depression var noget af det sværeste at komme ud af døren. Og kom jeg ud én gang, lykkedes det i hvert fald ikke en gang til samme dag. Det kunne tage timers forberedelse, bare at gå en tur – for det var ikke aktiviteten udenfor døren der var svær (ikke generelt, i hvert fald), det var alene det at træde over dørtærsklen.

Jeg klumper stadig mine aftaler sammen hvor jeg kan, fordi det sidder dybt i mig, at det er svært at komme ud af hoveddøren mere end én gang. Oftest undskylder jeg det med et ønske om at spare transport, men reelt tænker jeg sjældent så langt, når jeg planlægger ærinder og aftaler i grupper i kalenderen. Det er bare blevet en vane. 

De sidste par år, efter jeg er flyttet til Fjællehjem, har jeg fået det markant bedre, og har samtidig fået langt bedre strategier til at passe på mig selv. Jeg respekterer mine egne grænser og advarselssignaler, og ved hvordan jeg skal planlægge min tid og restitution for at forebygge overbelastning bedst muligt. 

Jeg har fået det så godt, at jeg er begyndt at skubbe til grænserne og tage chancer hist og pist. Min stædighed er begyndt at skinne igennem igen. Jeg VIL have at det skal kunne lade sig gøre. Og sådan når vi frem til min dag igår.

Næstsidste møde i hjemmefødselsgruppen var igår kl. 12-15. Og igår kl. 18-22 var efter-jul-opstart i min faste rollespilsgruppe, som har holdt pause hele december. Ingen af tingene havde jeg indflydelse på hvornår lå, og ingen af dem havde jeg mulighed for at flytte på. Valget var at dukke op eller blive væk (og gå glip). 

Med min Mælkebøtte i favnen, var tanken om at skulle ud af døren to gange på samme dag skræmmende igen. Jeg var langt fra sikker på om det kunne lade sig gøre, og affandt mig med at måtte mærke efter og finde ud af det som dagen gik. Jeg varslede rollespilsgruppen, og forberedte begge udfald.

Klokken blev 16.15 før jeg nåede hjem fra første aftale. Det gav mig fem kvarter til jeg skulle ud af døren igen, hvis jeg skulle afsted, og alene det, fik panikken til at prikke i mig. Men en lidt grundigere eftersøgning fandt ingen grund til det. Jeg var okay, ikke for træt, ikke presset, og havde god tid til restitution. Desuden mindede jeg mig selv om, at Folmer stod klar til at køre os hjem med det samme, skulle det vise sig nødvendigt. Så i stedet for at overtænke, tog jeg en hurtig beslutning, og tog afsted.

Det gik fint! Og det kan godt være det ikke giver mening for nogen der ikke har oplevet af være spærret inde af deres egen hoveddør, men jeg er fracking stolt! På Mælkebøttens treugersdag, med masser af auto-reaktioner fra en sværere tid, tog vi afsted hjemmefra to gange! Hell yeah! 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *