Lykkelig mor

Igår, i køen i Rema, opdagede en ældre dame pludselig, at bylten på mit bryst indeholdt en baby (han sad i ringslyngen som var trukket godt op for at skærme for sneen). Hun kommenterede og komplimenterede, og gjorde så sin mand opmærksom på det; “Har du set, hun har en baby der!”. Meget sød, og meget entusiastisk dame! Hun tilbød at hjælpe med at pakke mine varer, spurgte om han var nem, og nær-ved-klukkede.

Det er langt fra første gang jeg er blevet tiltalt af fremmede i et supermarked, men det er første gang der bliver kommenteret på min mælkebøtte – og det føltes satme godt! Jeg er pisse stolt af den lille skabning jeg har groet! Og en del af mig undrer mig hver gang det lykkes nogen at gå forbi ham, uden at kommentere hans dejlighed. Selv skorstensfejeren. Det må være nogle nybagt-mor-hormoner. 

Mælkebøtten er ikke bare dejlig – han er min lykkepille! Selvfølgelig har jeg stadig dumme dage, trætte dage, uvelkomne tanker. Men det er så godt som umuligt for mig at se på ham, uden at smile. Og ja, gu er der meget arbejde i sådan en størrelse, men han er det hele værd, og mere til! Alt andet er lidt ligemeget, så længe han er her, og har det godt.

Det er underligt at opleve, hvordan mine prioriteter, tankemønstre og indstilling til mig selv, med ét er ændret. Jeg har altid ønsket mig – og forsøgt at agere efter – at være ligeglad med hvad andre tænker om mig. Men det har ligeledes altid fyldt rigtig meget i min bevidsthed, noget nær konstant, og kostet uhyggeligt meget energi. Pludselig er det rykket et markant stykke ned af listen. Det er der endnu, men som noget der dukker op og hurtigt kan viftes væk igen.

Jeg regner ikke længere mig selv som mindre værd end andre. Ikke den mig, som er mig og min mælkebøtte. Nu må folk finde sig i mig, vente på mig, acceptere hvis jeg siger nej. Jeg kan finde ud af at bede om hjælp (til en del, i hvert fald), og er pludselig blevet i stand til at genkende og tro på, når folk omkring mig gør ting der viser de værdsætter mig. Det har været lukket land i mange år.

For første gang mens jeg kan huske, føler jeg at jeg er til stede nu og her. Det føles som en boble, og det er helt sikkert hormon-påvirket, men hold nu stjerne hvor jeg håber jeg kan holde fast i bare noget af det! 

Jeg er alenmor til en baby på fem uger, og jeg har det fracking godt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *