Jeg sender en masse tanker til @kiradechau idag. Særligt den kloge snak hun lagde op for nogle uger siden, om at behovet for at bagtale ofte kommer, hvis man ikke får sagt fra direkte til personen det handler om. At det bliver en måde at få følelserne ud og få dem spejlet eller bearbejdet. Retfærdiggøre dem.
Jeg er stadig for konfliktsky. Jeg må stadig øve mig. For det løser ingenting at læsse af på andre – snarere tværtimod. Tænk hvis min søde forstående lytter giver mig ret, og det gør mig forudindtaget så jeg har lettere ved at blive irriteret næste gang, og konflikten på den måde optrappes, uden nogensinde at få en chance for at blive løst som en reel konflikt?
Når jeg tænker på konflikter i min barndom var det ofte noget med en pædagog der sagde “nu skal du sige undskyld” og “nu skal du være glad for den undskyldning” og “nu skal I lege pænt sammen”. Den model kan ikke rigtig overføres til noget brugbart…
Min mor siger altid, at drengene havde det meget lettere da vi var små. Min bror og hans venner gokkede bare hinanden én i nødden, og så var det ude af verden. Og jeg kan gode se det giver mening. Det er måske ikke det mest konstruktive, og jeg tænker ikke det er mere brugbart i den voksne verden, end den model jeg husker – men de fik afløb for følelserne, for frustrationerne. De fik udtrykt at de var utilfredse, og oplevede en reaktion fra den de var utilfredse med.
Jeg husker masser af frustration, masser af uretfærdighedsfølelse og masser af utryghed. Jeg vidste udemærket godt at den undskyldning ikke var ment, men påtvunget. Og at hævnen for den ydmygelse ville falde så snart pædagogen vendte ryggen til.
Klip til idag, hvor jeg stadig ikke er sikker på hvordan jeg skal håndtere konflikter, eller hvad jeg kan forvente af dem. Jeg ved jeg kan have konflikter med folk, og fortsætte sunde gode relationer med dem bagefter. Men mine erfaringer med det er mildest talt fåtallige. Så i situationer hvor samarbejde er nødvendigt, eller relationen ikke uden videre kan afsluttes, viger jeg fra konflikterne. Og bruger i stedet tonsvis af energi på frustrationer og indestængt irritation.
Det er sgu for dumt. Men udefra set også fuldt forståeligt. Og jeg øver mig i det perspektiv – at se min situation udefra, som jeg ville gøre det med en ven. Med den forståelse og omsorg jeg viser alle andre. Det giver mening at jeg har svært ved at tage en konfrontation, at åbne en konflikt. Jeg skal øve mig på det – for min egen skyld. Men det er ok at tage små skridt, og det er ok at fejle, og det er ok at tage en pause og prøve igen en anden gang.
Imens forsøger jeg at vende trangen til bagtale til noget konstruktivt. I stedet for at gå og formulere alle de ting vedkommende gjorde forkert, forsøger jeg at forestille mig hvad jeg kunne have gjort i situationen. Ikke kvikke comebacks eller rappe replikker – rolig, konstruktiv samtale om det der gik, og går, mig på. En lille mental øvelse, om man vil. Det er også en slags skridt.