Fingernem Fredag #4 Kastanje-eksperimentet

Jeg har gjort noget. Det lod vente på sig. Og ikke engang fordi jeg forberedte mig noget videre – jeg sku’ bare tage mig sammen til at kaste mig ud i det. Jeg har forsøgt mig med plantefarvning!

Der flyttede et par engang-hvide bodyer ind, let plettede og ikke ret kønne. Men af den der lækre type med uld yderst og bomuld inderst, så jeg ville rigtig gerne bruge dem. Altså måtte der gøres noget! Og plantefarvning har længe lokket, jeg har bare kun haft bomuldsting det trængte ny kulør, og det skulle være noget sværere at få bomuld til at tage farve, så jeg var ikke kommet igang.

Bodyerne kunne ikke rigtig blive grimmere, og kun ydersiden var vigtig, så jeg kastede mig ud i et eksperiment og krydsede fingre. Nå ja, og så smed jeg lige en bomuldsundertrøje med i puljen, til sammenligning. Hvis jeg selv skal sige det, gik det ganske fint, og begge bodyer er kommet i brug. Det er en succes.

Man siger at man skal bruge hvad man har ved hånden, så jeg brugte kastanjer. Mere præcist brugte jeg primært skallerne fra omkring kastanjerne, men altså også nogle almindelige kastanjer. Kogte det op i en suppe og lod det stå og simre et par timer, før det fik lov at køle langsomt af på eftervarmen.

Da suppen var lunken (uld tåler ikke pludselige temperaturskift), fiskede jeg det meste af skallerne og kastanjerne op med en hulske. Ikke super grundigt, bare for at gøre plads til tøjet. Jeg skyllede de tre dele op i rent vand, fordi farven efter sigende skulle fordeles mere jævnt hvis stoffet er vådt når det lægges i farven, og lagde det i.

Tøjet fik lov at ligge ca 24 timer i farvesuppen, og jeg rørte lidt rundt i det nogle gange undervejs, for at forsøge at forebygge skjolder. Så skyllede jeg det op i hånden, forsøgte så vidt muligt at skylle overskudsfarve ud, og hængte det til tørre.

Dagen efter kunne mit gulv bevidne, at jeg ikke havde skyllet det helt grundigt nok, og ærmer og kanter bar lidt præg af, at farven var løbet med vandet i tøjet, så næste gang tænker jeg forsøge at tørre fladt.

Det hele fik en gang i vaskemaskinen, for at slippe af med små planterester, resterende overskudsfarve, og fordi jeg var nysgerrig efter hvordan det holdt! Meget overraskende, blev farven på bomuldsundertrøjen tilsyneladende kraftigere af en vask. Hvor ulden blev gylden lysebrun, blev bomulden grå med et let lilla skær.

Jeg er ganske tilfreds med mit første forsøg med plantefarvning, og har bestemt fået mod på at lege noget mere med det. Og M virker også ganske tilfreds med sine nye bodyer. Win-win!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *