En ven spurgte mig for nylig om, hvordan jeg egentlig gør, når jeg skiller mine aloe vera ad og potter om. Jeg indrømmer at det virkede som et lidt underligt spørgsmål, for for mig er det så simpelt og naturligt som at tage jakke på når jeg skal ud og det er koldt. Men samtidig er det omtrent lige så simpelt for mig at plukke en høne eller lave krydsningsskemaer i hovedet, og det er trods alt ting jeg ved rigtig mange aldrig har gjort eller vil komme til.

I hvert fald lovede jeg at tage nogle billeder næste gang, og med en nystartet blog, hvorfor så ikke dokumentere processen her.

Eksemplaret der i denne omgang kom under kærlig behandling, blev efterladt ved forrige flytning, og er først for nylig kommet hjem. Den har fået vand nogenlunde jævnligt det sidste år, men det er så også det.

Det er egentlig spøjst med mig og mine potteplanter. Jeg har aldrig taget et bevidst valg om at jeg skulle have dem. De første arvede jeg da min farmor døde, og så hjalp jeg min mor med at ompotte nogle af hendes og fik et par aflæggere der. Jeg har aldrig gået voldsomt op i det, men nænner ikke -ikke- at passe dem, og på en eller anden måde bliver der ved at blive flere. 

Jeg har et par gange overvejet om jeg kunne tjene et par håndører ved at sælge ud af aflæggerne, men det virker lidt forkert, når jeg får dem uden at føle jeg gør en indsats for det.

Hvis du står og mangler nogle aloe vera, paradistræer, mor-med-børn eller kaktus, så sig til. Jeg har flere — og ellers får jeg det!