Maj måned med fokus på mental sundhed

Jeg er blevet opmærksom på, at maj er “Mental Health Awareness Month”. Det er egentlig lidt trist at vi skulle gennem halvdelen af måneden før jeg stødte på noget om det. Men forhåbentlig er det bare mig der har haft fokus andre steder end på sociale medier. Mit eget mentale velvære har været grundigt udfordret fra flere forskellige sider, og store livsspørgsmål har været, og er, oppe at vende. Men mere om det, når noget af det begynder at blive afklaret.

Nu og her, har opdagelsen fået mig til at tænke på, at det kan godt være vi taler en masse om at bryde stigma, men det er begrænset hvad jeg oplevet det bliver til. Fx er jeg ret sikker på, at hvis man indrømmer at have mentale udfordringer, vil det have ganske mærkbare konsekvenser for fremtidige jobmuligheder. Og så stopper jeg lige mig selv der, for jeg brugte ordet “indrømmer”.

Drømmen er, at man en dag som det mest naturlige kan fortælle at man periodisk eller kronisk har en psykisk sygdom. Som det er nu, er det svært ikke at skamme sig, eller frygte for konsekvenserne. Derfor “indrømme”.

Vi er bare tryggere ved sygdomme vi kan se. Som om det gør dem mere forudsigelige og håndterbare. Hvem ved hvad man kan forvente af en med en usynlig sygdom? Og især de der underlige nogle der kun er i hovedet og ikke rigtig kan måles eller vejes!

Gad vide om der også er noget af kontrolmentaliteten der smitter af her. Hvis du melder dig syg med influenza og feber, så er vi alle sammen enige om at du er syg. Men melder du dig syg fordi din angst blusser op, hvordan ved vi så om du faktisk har det for dårligt til at kunne passe dit arbejde? Er du sikker på du ikke bare pjækker?

Jeg er ikke arbejdsgiver, og har aldrig oplevet at mistro kollegers sygemeldinger, men jeg ved at de her tanker og bekymringer findes hos psykisk syge. Uanset hvor stort problemet er, eller hvor ofte eller sjældent der er brug for en sygemelding. Og det er ikke okay at skulle være bange for. 

Jeg har ikke en gylden løsning, men jeg tænker at italesættelse, og måske nogle tilkendegivelser fra “raske” med-samfundsborgere kan være med til at sætte et skifte igang. Hvordan er indstillingen til at skulle arbejde sammen med mennesker med psykiske diagnoser? Er der respekt for sygemeldinger med mental begrundelse, eller skal der være lidt opkast eller snot tilstede? 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *