Hvis den her blog kommer til at virke lidt kryptisk, er det fordi den er min måde at bearbejde en frustration der har ligget og ruget noget tid, forhåbentlig uden at udstille nogen alt for meget. Jeg deler det, fordi jeg har indtryk af at rigtig mange støder på ordet “robust” på arbejdsmarkedet, og som jeg kan opleve det som et pres, og noget man efterfølgende skal leve op til.
Min potentielt kommende chef brød sig ikke om at stille spørgsmålet – det sagde hun selv. Men vi havde været omkring emnet fra flere vinkler, og det var tydeligt at det var det hun havde brug for at vide. Jeg spurgte ikke ind til hvad hun mente med “robust”, det var allerede tydeligt fra hendes forsøg på at undgå at bruge ordet. I stedet fik jeg vævet et svar der lød som “ja”, uden jeg selv følte jeg lovede mere end jeg kunne holde.
Robust er et modbydeligt udtryk. Spørgsmålet kunne lige så godt være “Er du stærk?” og hvem fanden har lyst til at sige “nej” til det? Graver man lidt i det, dækker det ofte over et behov for at vedkommende er omstillingsparat og tilpasningsdygtig. At man kan rumme uoptimale vilkår og stadig løse opgaverne.
Langt henad vejen kan jeg svare “ja”. Men det kommer i høj grad an på hvad det er for nogle uoptimale vilkår jeg bliver stillet. Jeg arbejder fx meget bedre med tidspres end med uforudsigelighed. Og jeg tolererer i langt højere grad en grov tone og åbne konflikter, end mangel på kommunikation og uvished.
Min robusthed er især begrænset af min empati. Jeg bliver meget let påvirket af hvordan andre omkring mig har det, og betyder de uoptimale vilkår at for mange mistrives, kan jeg ikke undgå at blive trukket med. Uanset hvormeget jeg gerne vil trække i den modsatte retning og hjælpe med at gøre omstændighederne mere positive.
Jeg kan ikke altid forudse hvor min grænse går, men jeg kan genkende den når jeg møder den, og ved hvor vigtigt det er at respektere den. Jeg ved ikke om jeg er robust. Men jeg er sejlivet. Og stiller du mig så dårlige vilkår at jeg må kaste håndklædet i ringen, så er det ikke mig der ikke er god nok.