Nogle gange er jeg bange

Jeg kunne ikke sove igår. Mine tanker myldrede og jeg græd og vendte mig, og tankerne fulgte med.

Forvent ikke at det her bliver elegant og sammenhængende. I bund og grund er det et forsøg på, at hjælpe mig selv til at få sat ord på hvad der foregår, og hvad det var der holdt mig vågen, så der vil sandsynligvis være rester af tankemylderet, iblandet en bunke afstikkere og associationer.

Egentlig er overskriften misvisende. En del af mig er bange hele tiden, men nogle gange er jeg mere bange end andre. Jeg er også lidt bange for at skrive det her indlæg. Jeg forsøger at være åben om min angst og de udfordringer den har givet mig – og stadig giver, omend i noget mindre grad end den har gjort. Men jeg er bevidst om, at mange ikke ved hvad det betyder – måske endda affejer det som en modeting – og at angst samtidig kan komme til udtryk på uendeligt mange forskellige måder. Jeg er bange for, om jeg i min hverdag har skjult det for godt, og for reaktionen hvis jeg uddyber.

Jeg følger en kvinde på instagram, hvis angst udspringer af en frygt for at dø. En af de mest naturlige ting at frygte, men som i hendes tilfælde er løbet løbsk. Jeg er ikke bange for at dø. Det gør ikke ondt på den der er død. Det ville også have clashet frygteligt med dengang jeg havde selvmordstanker. 

Jeg er bange for mennesker


Jeg var engang på et kursus, hvor underviseren bad os færdiggøre sætningen “Mennesker er…”. Normalt overtænker jeg den slags opgaver frygteligt, og har super svært ved bare at give mit intuitive svar. Det nåede jeg ikke i det her tilfælde. Jeg var ikke ret langt i erkendelsen af min angst dengang, men min underbevidsthed var ikke i tvivl. Mennesker er farlige. Jeg kan ikke huske hvad resten af foredraget handlede om, men den ene øvelse havde i den grad givet mig noget at tænke over.

I bagklogskabens lys kan jeg se, at min mistillid til andre mennesker strækker sig længe før jeg fik angst. Den påvirker min måde at danne og være i sociale relationer. Den har opbygget en masse sikkerhedsforanstaltninger, som skal beskytte mig mod mennesker omkring mig. Og jeg opdager stadig jævnlig tanke- og adfærdsmønstre hos mig selv, som bunder i det. 

I nat var jeg bange for at være alene. Bange for ensomhed. Hvilket er ironisk, når det i høj grad er mig selv der lægger afstand og buffere ud. Men det gør ikke frygten mindre, at det er mig selv jeg skal overvinde. Uanset om andre mennesker ER farlige eller ej, så er mit inderste overbevist om at de er. Så at forsøge at overbevise mig selv om, at jeg skal gå imod mine instinkter og lade nogle af dem komme tæt på. Lade mig selv blive afhængig af andre end mig. Frack. Skræmmende dækker det slet ikke. Min fornuft fortæller at det er den eneste måde ikke at være ensom, men mine instinkter og deres logik skriger at det er farligt, at det vil gøre mere ondt end noget andet kan. 

Og så kommer frygten for at dele de her tanker igen. Frygten for hvad andre vil tænke. Om det vil blive misforstået, overfortolket, misbrugt. For jeg ER ikke alene. Jeg har venner, familie, fantastiske relationer omkring mig. Det er ikke noget jeg lader som om, eller kun er i halvt. Men nogle af dem har krævet hårdt arbejde og nogle ting i mig selv, har jeg meget svært ved at dele, fordi jeg ikke tør gøre mig selv sårbar. Det gør ikke vores relationer mindre værd – tvært imod.

Jeg bliver bange når jeg sidder om aftenen, og mærker bekymringer begynde at trykke. Føler behovet for at dele det med nogen og lette tyngden. Kigger på min telefon – og ikke ved hvem jeg skal skrive til. Ikke ved hvem jeg tør åbne mig for, ikke ved hvem jeg ikke vil være en uvelkommen irritation hos. Det er en helt anden del af det. Mit eventyrligt lave selvværd. Det skal jeg nok lade være med at komme nærmere ind på her.

Jeg forventer ikke at blive reddet, at nogen skal gøre noget, så jeg får det meget bedre eller lettere. Jeg kan kun håbe på tålmodighed, og måske en smule forståelse, mens jeg arbejder. Jeg har ingen forventning om, at det er noget jeg skal igennem eller forbi. Det ligger så dybt, at det vil være med mig altid. Men jeg håber at ændre nogle mønstre. At få justeret nogle sikkerhedsforanstaltninger så jeg kan passe på mig uden at isolere mig. At nå til et punkt hvor det ikke er en overvældende anstrengelse hver gang jeg blotter lidt af mig selv. Derfor skriver jeg også det her idag. Øvelse gør mester.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *