Jeg har det godt!

Og ja, det skal læses i en lidt overrasket tone. For jeg er overrasket over hvor godt jeg faktisk har det!

De sidste uger har relaxinen fået bedre og bedre fat i mit bækken, og som jeg nok har nævnt nogle steder, har det irriteret mig at være begrænset – sagt helt uden brok, for selvfølgelig skal min krop forberede sig på at kunne føde! Men når man er lidt presset over et hus i kaos, og en alarmerende mangel på gulvplads til det der fødekar der gerne skulle i brug, så er det sgu irriterende at være begrænset til at kunne flytte lette ting, lidt af gangen, i korte perioder. Og så ellers bruge resten af tiden på at afspænde, hvile, varme og vente på at nogen har tid til at komme og hjælp med at flytte resten.

I forgårs oprandt endelig dagen (én af dem) hvor jeg ville få hjælp til at flytte ting. Og mens jeg ventede på at min fantastiske familie dukkede op, blev jeg nok lidt stædig. For dagen sku’ satme udnyttes! Så jeg flyttede og forberedte og ryddede op i alt hvad jeg kunne, og måske lige en snas mere og længere end klogt. I hvert fald var jeg godt træt i ryggen allerede da bilen trillede ind. 


En stemme i mit baghoved fortalte mig at det var på høje tid at sætte mig og holde en pause, men samtidig ville jeg virkelig ikke være årsag til, at dagen ikke blev udnyttet optimalt, eller at momentum faldt. Så jeg knoklede på (forstå mig ret – “knokle” har stadig på ingen måde samme betydning, som før jeg blev gravid).

Lad mig lige for en god ordens skyld indsparke, at dagen før denne arbejdsdag, havde jeg været til rollespil hos en kammerat. Afslappende, roligt, med god mulighed for stillingskift og tilpasning til kroppens signaler. Alligevel var jeg blevet så træt i ryggen, at en nerve var irriteret ved højre SI-led, så jeg måtte halte hjem.


Det var fantastisk fedt at få rykket på en masse af det der har stået i vejen og blokkeret for videre oprydning. Men det var også med lidt bange anelser for dagen derpå. Især da jeg efter at have siddet stille til aftensmaden, havde virkelig meget besvær med bare at rejse mig. Et par timer efter jeg var gået i seng, skulle jeg op og tisse (alle de små fornøjelser!), og det gjorde så stjerne ondt, at jeg måtte støtte mig til loftet for bare at sætte en fod foran den anden (og folk siger det er upraktisk med lavt til loftet!)

Jaja, jeg ved godt at jeg burde vide bedre, fys og alt muligt, men jeg er jo heller ikke nået til pointen endnu!

Pointen er nemlig, at igår da jeg vågnede – tidligt, fordi jeg skulle til møde i København – brugte jeg lige små ti min på at vågne og ligge og vrikke lidt med hofterne og løsne i bækken og lænd, før jeg stod op og lagde vægt på. Og jeg havde ikke ondt! Til trods for at jeg troede jeg havde mishandlet mig selv grumt, og nattens indevarslende forsmag, var der slet ikke noget at mærke! Det var så modsat mine forventninger, at jeg blev helt nervøs for om det var noget galt.


Klip til senere på dagen; mødet i byen er slut, og den betænksomme karrierekonsulent sikrer sig at jeg ved hvilken bus der holder nærmest og kan få mig til hovedbanen, så jeg skal gå mindst muligt. Jeg takker pænt, og begiver mig udenfor, men bliver alligevel fristet af det lækre solskin og muligheden for at få rykket lidt på nogle pokémon researches som er nærmest umulige at gennemføre ude på bøhlandet. Ryggen og bækkenet føles stadig helt fint.

Altså beslutter jeg at gå ned til Kongens Nytorv, og tage en ny status der. Faktisk ender jeg med at gå halvanden gang omkring Nyhavn, fordi der lige er et raid jeg kan snuppe alene, og nogle æg der godt kunne bruge lidt flere km. Og alt er stadig godt! Så jeg går videre.

En smule af det er måske også en protest. Karrierekonsulenten mente det helt sikkert godt og hjælpsomt, men antydningen af at jeg ikke skulle kunne gå til Kongens Nytorv, bare fordi jeg er en smule højgravid, irriterede mig. Det kan godt være der har været dage jeg ikke kunne, men det er da ingen selvfølge!


I sidste ende gik jeg af Strøget til Hovedbanen. Forbi alle julemarkederne og julevinduerne, og sugede lidt til mig af den begyndende julestemning, som ikke rigtig har fundet plads til at udfolde sig hjemme endnu. Den lille stemme i baghovedet advarede endnu engang om hævn dagen derpå, men da jeg endte med at bruge aftenen på at rydde lidt op (surprise surprise!) og blandt andet flyttede en kommode jeg ikke lige havde tålmodighed til at vente på hjælp til (bare en lille én!), gav stemmen op. Og ved I hvad? Jeg har det godt! 

Det gør ikke ondt, maven sidder der endnu, og Mælkebøtten sparker lystigt – når jeg sidder stille længe nok til at den kan få et ord indført 😉 Jeg tror sgu jeg vil rydde lidt mere op!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *