Selvvalgt alenemor

Jeg har valgt at få et barn alene. Jeg har, så længe jeg kan huske, vidst at jeg gerne ville have børn, og har været skruk i temmelig mange år. Men timingen var aldrig helt rigtig, og årene gik. Da jeg for anden gang mens jeg var skruk blev single, begyndte jeg så småt at overveje at få barn alene. 

Det er frygteligt uretfærdigt, hvor let kvinder kan få børn alene, hvis det er det de ønsker, i forhold til mænd. Men jeg begyndte at blive meget opmærksom på min alder, og på at jeg egentlig ikke fandt det realistisk for mig at finde en mand, som jeg ville have det godt med at dele resten af mit liv med. Selvom vi biologisk kun kan lave børn to og to, blev jeg meget opmærksom på, hvordan samfundsudviklingen betyder at man ikke behøver være to for at overleve længere. Nødvendigheden er ikke den samme, som i kernefamilie-kulturens vugge. 

Sidste erkendelse var, at timingen aldrig ville blive perfekt. Så jeg greb muligheden da jeg fik den, og to måneder efter var jeg gravid. Jeg har ikke fortrudt det!

Jeg har et par gange fået kommentarer om hvor vildt det er, at jeg har en baby helt alene. Primært fra andre småbørnsforældre. Og det skal da ikke være en hemmelighed, at det føles ret godt. Andre er imponerede over hvad jeg gør – fedt! Men det er lidt uretfærdigt, for sammenligningen holder ikke. Jeg vidste fra starten at jeg ville stå alene. Det er aldrig faldet mig ind, at der kunne være en der tog over eller aflastede. Når muligheden aldrig har været der, savner man den heller ikke. 

Det hjælper selvfølgelig, at min skønne Mælkebøtte er sød ved mig. Han har en dejlig ro, og fantastisk tryghed, så de fleste dage er ren nydelse af min vidunderlige baby. Han er ti uger nu, og først i denne uge er udviklingen gået så stærkt at det blev svært at kompensere for, så det måtte ud i skrig. Og det klarer vi også. 

Jeg savner ikke nogen at række ham til. Jeg savner bestemt ikke nogen der vil blande sig i hvordan han skal passes og opdrages. Det eneste jeg savner, havde jeg ikke set komme. Jeg savner nogen at dele hans dejlighed med. Nogen der står ved siden af og ser ham grine, og kan bevidne hvor helt igennem fantastisk han er. Jeg føler at verden og han bliver snydt, når det kun er mig der ser ham. Når der kun er mig til at huske denne her tid, som i forvejen går alt for stærkt. 

Så hvis vi ses en dag, og du synes jeg taler temmelig meget om tilsyneladende ligegyldige ting min baby har gjort, så er det derfor. Til gengæld må du selv bede om det, hvis du gerne vil holde ham. Du er meget velkommen til det, men jeg tænker ikke selv over det. Han passer perfekt i min favn <3 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *