Tving mig ikke til at lyve

Jeg forstår godt nysgerrigheden. Jeg ved godt at min beslutning om at få et barn alene, stadig ligger temmelig langt fra normen. Og at mit valg om at bruge en privat donor, i stedet for at få hjælp på en klinik, gør arrangementet endnu mere sjælden. Langt henad vejen byder jeg spørgsmål velkomne, og svarer gerne på næsten alt, for at hjælpe afmystificeringen på vej. 

Men jeg svarer ikke på hvem donoren er!


Da vi lavede aftalen – mig og min Mælkebøttedonor – var en af betingelserne, at det var alt eller intet. Enten skulle alle vide hvem han var, eller også skulle ingen. Og indtil videre er det ingen. Når og hvis det engang skal være være kendt, bliver det på opfordring fra Mælkebøtten selv.

Jeg svarer gerne på hvorfor jeg har valgt som jeg gjorde. Jeg svarer gerne på hvordan vores aftale virker. Jeg svarer gerne på hvordan jeg har det med beslutningen, og i den grad jeg kender til det, hvor dan han har det med den. Jeg har sågar svaret på hvormange forsøg det tog – selvom jeg tror spørgeren gik ud fra at hun spurgte til klinisk inseminering, og ikke gammeldags madrasgymnastik. 

Det her er ikke et angreb på nogen bestemte – som sagt, forstår jeg udemærket nysgerrigheden. Det er en anmodning om betænksomhed. Når jeg får spørgsmål i stil med om det er én jeg kender fra studiet, én der spiller rollespil, én der er lokal, eller andet i den dur – så ta’r jeg mig selv i at overveje hvilket svar der begrænser antallet af muligheder mindst. Uanset sandheden. 

Jeg vil ikke lyve. Jeg hader at lyve. Men jeg vil ikke svare på noget der gør det muligt for folk at begynde at regne sig frem til, eller gætte på, hvem der er min donor. 

For nu at komme helt ned på jorden igen, så har jeg reelt kun fået ganske få af den slags spørgsmål – men det har sat en masse tanker igang om hvordan jeg bedst håndterer dem. Hvis jeg i situationen siger, at jeg har jeg ikke lyst til at svare på det – bliver det så bare tolket som et “Ja, tampen brænder”? Hvis jeg svarer “Ja” eller “Nej” lidt på må og få, for ikke at afsløre noget, bliver folk så sure senere? 

Jeg ved at ingen spørger i ond vilje. Heller ikke selvom de egentlig godt ved, at jeg ikke vil fortælle hvem Mælkebøttedonoren er. Så jeg håber på forståelse, både for mine tilfældige – ikke altid sandfærdige svar, og for det her skriv. Et skriv, som mens jeg sidder ved tasterne, virker lidt kryster-agtigt. Som om jeg forsøger at sige fra, uden at ville tage konfrontationen. Mens min intention egentlig er at sige fra, uden at øge nysgerrighed eller antagelser. 

Jeg er stor fan af nysgerrighed. Og jeg elsker når folk spørger ind til min baby. Bare ikke lige om dét… 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *