Velkommen Lidt om Mig Tamrotterne Opdræt Køb og Kontakt


Spring Bloom

Født: ca 20.8.13.
Død: 18.7.15
Fænotype: Mock dove agouti self dumbo.
Genotype: A- momo rbrb HH dudu.
Vægt (pr.4.7.14): 337g.
Avl: Mor til HH Blue Plejekuldet.

Ejer: Hedvig.

Den 19. februar 2014 overtog jeg nogle hunner og unger fra en foderopdrætter der skulle lukke ned. Imellem dem var en højdrægtig, formodet blue agouti, der ventede sit tredie kuld. Kuldet blev født tre dage senere, den 22. februar, og Bloom var forståeligt nok meget beskyttende. Der blev født tolv unger, men desværre viste det sig, at nogle af de større unger havde en mild luftvejsinfektion med hjem. Kun en enkelt af de større unger klarede den ikke, men Blooms små rejer var selvfølgelig meget mere sarte overfor det, og fem faldt fra. Bloom og de andre fra foderopdrættet var kun vant til håndtering i forbindelse med burskift, men hun var utrolig rolig og nysgerrig da jeg fik hende hjem, og efter hendes unger blev selvstændige har jeg fået en rigtig skøn tøs, der kommer springende til lågen og klatrer ud på mig. Der er ingen tvivl om, at hun er en dame med stærke holdninger, men det gør hende kun mere charmerende.

Jeg kender intet til Blooms baggrund.

Bloom er en skøn dejlig, smuk, glad, social og kontaktsøgende dame, der uden problemer gik lige ind i pigegruppen, da hendes døtre var flyttet hjemmefra. Åbner jeg buret idag, kommer Bloom løbende og nusser og tjekker for godbider, klatrer op på min skulder eller stikker af på eventyr med de yngste. Bloom har ikke haft nogen tegn på sygdom mens hun har været her, og nu hvor hun er ca. et år ser hun fantastisk ud, og er tydeligt i sin bedste alder.

Smukke Bloom blev desværre småsenil med alderen, og forvirringen gjorde hende usikker, med det resultat, at for mange mennesker, burrengøring og lignende triggerede hendes forsvarsadfærd. Det betød, at jeg i hendes sidste måneder fik et par hak, men jeg har aldrig bebrejdet hende det. Med hendes baggrund, er det naturligt at hun bider først og undersøger senere. Det var ærgeligt at hun kom i en tilstand, hvor hun for let følte sig truet.
En smule usikkerhed ændrede dog ikke på, at Bloom var en skøn tøs, og min meget specielle, helt igennem dejlige dame. Hun fik en lille knude, og begyndte at blive gammel, men sagde farvel og sov ind, før det blev rigtig slemt. Min lille særlige skønhed. Du forlod denne verden mens jeg var på ferie, så Grena fandt dig og måtte ringe til mig. Jeg er glad for at du nåede at sove ind blandt dine bursøstre, og glad for at du nåede at blive gammel nok, til at jeg vidste jeg skulle give et ekstra nus da jeg tog afsted. Sov sødt min skat. Du vil aldrig blive glemt.

HosHedvig - Copyright © 2010 | Design af Astrid Loft Hansen