Velkommen Lidt om Mig Tamrotterne Opdræt Køb og Kontakt


Ulemperne ved tamrotter

Hent som pdf: Ulemper

Der må ikke være nogen tvivl om, at jeg er vild med tamrotter, og synes de er fantastiske kæledyr for både børn og voksne. Men med det sagt, har jeg ingen intention om at bilde nogen ind de er perfekte. Der er fordele og ulemper ved alt, også kæledyr, og det er mindst lige så vigtigt at kende det negative som det positive ved de dyr man overvejer at anskaffe sig. Ingen opdrætter ønsker at se deres unger ende som kastebolde, fordi køber ikke havde det fulde billede før dyrene flyttede ind.

Tamrotter lugter
Alle dyr lugter, men i forhold til ørkenrotter eller hamster er tamrotter i den mere svære ende. Hvad der skal ind skal også ud, så at have tamrotter betyder at man er nødt til at være ret disciplineret omkring burordning og rengøring. Både for dyrenes og for ens egen skyld.

Tamrotter har spidse kløer
Kløerne kan ikke trækkes ind, og den måde de slides i brug betyder at de kan blive temmelig skarpe. Det betyder at tamrotter der løber/kravler på bar hud kan efterlade ridser, som hos nogle bliver røde og tydelige, hos andre forsvinder hurtigt af sig selv.

Tamrotter markerer deres territorie
Ligesom hunden der markerer på sten, græstotter og lygtepæle i området hvor der gåes tur, markerer tamrotter på ting i deres omgivelser, som de ønsker at inkludere i territoriet. Det betyder helt bogstavelidt, at de småtisser på dig, på dit tøj, på sofaen, bordet og tastaturet. Problemet er ikke større end at man har en t-shirt liggende man tager på, før buret åbnes, hvis det tøj man ellers har på ikke skal tisses på. Et tæppe til at lægge over sofaen, og en klud til at tørre bordet. Hvis tamrotterne ikke er bakketrænet må man desuden forvente at der droppes en pølle eller to, hvor de nu er når trangen melder sig. Disse er dog faste, og lige til at samle op.

Tamrotter har hieraki
I enhver dyrefolk er det livsvigtigt at vide hvem der bestemmer, hvem man skal følge efter når flokken må flygte fra rovdyr, og hvem der har lov at spise først. Det kaldes hieraki, og et hieraki fastsættes gennem styrkeprøver. I praksis betyder det, at den der kan tæve de andre er lederen. Dominanskampe hos tamrotter kan ind imellem se ret voldsomme ud, der kan være både skrig og hyl, flyvende bundstrø og pelstotter. Men det er meget sjældent de reelt gør skade på hinanden, og hierakiet er en helt essentiel del af deres overlevelsesinstinkter, så man er som ejer nødt til at respektere, at de skal finde deres respektive pladser, for at føle sig trygge. Også selvom det kan være hårdt og bekymrende at se på.

Tamrotter er gnavere
At være gnaver betyder at ens fortænder er lavet til at gnave i stort set alt. Og det betyder at langt de fleste ting bliver undersøgt bl.a. ved at blive gnavet i. Der kan være forskel på hvormeget den enkelte tamrotte gnaver, men generelt skal man være forberedt på, at der bliver tygget i ting der kommer ind i buret, og udenfor buret bør man rottesikre grundigt, og huske at holde øje med bordben, dørkarme, ledninger, sofapuder, tøj osv.

Tamrotter har sarte luftveje
Fordi tamrotterne vi har idag, langt bagude stammer fra laboratorierotter, er deres immunforsvar desværre langt fra så stærkt som deres vilde fætre. De er især sårbare overfor luftvejsproblemer, og lungebetændelse er slet ikke en usædvanlig dødsårsag for en tamrotte. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på ændringer i opførsel eller appetit, eller mislyde ved vejrtrækning. Og man bør altid være forberedt på at der kan blive brug for dyrlæge. Hvis økonomien er stram, kan det være en fordel at have en lille opsparing til formålet. Og da der desværre kun er få dyrlæger i Danmark med ordentlig forstand på tamrotter, er det også en god idé at have ringet rundt før man får brug for det, og undersøgt mulighederne i nærområdet.

HosHedvig - Copyright © 2010 | Design af Astrid Loft Hansen