Verdens bedste Moster

Idag er det Mosters fødselsdag!

Desværre er hun her ikke, så vi kan fejre hende. Det er forkert at sige at hun “tabte kampen” eller at hun “gav op” – ikke min Moster. Men hun fik fred. Hun holdt endelig op med at have ondt. 

Det er tre uger siden nu. Jeg har mange gange tænkt på at skrive om hende, for hun var en helt fantastisk både Moster og kvinde. Jeg har ikke kunnet før, og jeg græder mens jeg skriver nu. 

Min Moster tænkte altid på andre, før hun tænkte på sig selv. Til hendes bisættelse blev det igen og igen påpeget hvormeget hun havde opnået og hvormeget hun havde gjort for andre, til trods for at leve med kroniske smerter det meste af sit liv. Men hun var også så meget mere end de smerter. 

Min Moster var sej og sjov og omsorgsfuld og forstående og stærk og klog. Hun var der altid for os, og lærte os så meget om hvordan man får det bedste ud af livet. Om respekt og ordenlighed, og om at skide på hvad andre tænker, og gøre hvad man selv har lyst til og brug for. 

Moster splejsede om en DS og et pokémonspil med min yngste lillebror da han var måske 8-10 år gammel, og han tog bussen ud til hende efter skole, så de kunne spille sammen. Dét var min Moster.

Min Moster nøjedes ikke med at acceptere mit valg om at få et barn alene. Hun var vild med det. Hun heppede på mig allerede før jeg selv tog det endelige skridt. Hun havde fuld forståelse for de overvejelser jeg gjorde mig, og roste mine beslutninger. Hun spurgte ind til processen med ægte nysgerrighed og spændt utålmodighed. Hun døde præcis tre måneder før min termin. 

Det var ikke meningen min Moster skulle dø nu. Vi var alle sammen indstillet på, at det var nu hun skulle begynde at få det bedre, begynde at samle kræfter igen. Ingen af os var forberedt på at sige farvel. Og på nogle punkter er jeg ikke sikker på jeg selv har accepteret det endnu. At hun er væk. 

Jeg fortæller mig selv, at hun er et bedre sted nu. At det kun gør ondt og er svært for os der stadig lever. Men der var så meget hun glædede sig til. Min Mælkebøtte. Selv at få børnebørn. At eksperimentere med sjov mad. At kunne strikke sit sjal færdigt. At komme hjem… 

Jeg fortæller mig selv, at det bedste jeg kan gøre er at huske hende, og forsøge at give alle de ting videre, hun ikke er her til at give mere. Krammene, grinene, og ikke mindst modet. Modet til at skille sig ud, til at synge højt selvom man synger falsk, til at være en voksen kvinde der spiller Pokémon, til at sige sin mening, sige fra, og fortælle folk hvormeget man holder af dem. Både i ord og handling. 

Altid elsket. Aldrig glemt.
Tillykke med fødselsdagen Moster


One thought on “Verdens bedste Moster

Skriv et svar til Anton Hansen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *